Fare for isbjørne på stranden: Ittoqqortoormiit får svømmebassin

Ittoqqortoormiit har fået et badebassin. Det kan nemlig være farligt for børnene at bade i Hvalrosbugten, fordi isbjørne vandrer forbi.
21. juli 2019 11:27

Lyden af vandplask og børnelatter i byen Ittoqqortoomiit er nu blevet hverdagen for byens borgere.

Kommuneqarfik Sermersooq har nemlig åbnet et badebassin i Grønlands mest isolerede by. Den lokale fritids- og sundhedsafdeling mener nemlig, at det er for farligt for byens børn at bade og lege ved Hvalrosbugten uden tilsyn. 

 - Børnene plejer at tage til Hvalrosbugten for at bade og lege, også mens forældrene er på arbejde. Og fordi at der tit kommer isbjørne vandrende her til byen, har vi taget initiativ til at åbne et badebassin til børnene. Isbjørnene kan komme når som helst, siger afdelingsleder for fritid og sundhed i Ittoqqortoormiit, Charlotte Pike.

Hvalrosbugten ligger vest for byen, og her kommer både isbjørne og moskusokser vandrende forbi.  

Foto © : Trine Katrine Barselajsen

Børnenes glæde smitter

22-årige Trine Katrine Barselajsen, som er født og opvokset i byen, har selv taget en masse kolde svømmeture ved Hvalrosbugten, og har oplevet at isbjørne og moskusokser komme tæt på byen. Og hun mener, at det betyder meget for de 350 indbyggere i Ittoqqortoormiit at få et svømmebassin.

- Det er skønt. Man føler sig stolt over det, fordi vores by er ret lille med få indbyggere, så det betyder meget for os, at der er kommet et badebassin i vores by. Børnene er vild med det, fortæller Trine Katrine Barselajsen. 

Børnenes smil og glæde over badebassinet smitter nemlig også af på de andre i byen. 

- Der er ikke så meget at lave her i vores by, men når man ser børnene bade og lege, så kommer der liv igen. Og man bliver smittet af deres glæde og kammeratskab, fortæller en glad Trine Katrine Barsalajsen.

Kun åbent om sommeren

Badebassinet vil foreløbig kun være åbent i sommerperioden, men afdelingslederen Charlotte Pike fortæller, at kommunen vil undersøge mulighederne for at have åbent i vinterperioderne ved at fylde bassinet med varmt vand, når vejret tillader det. 

Alle børn er velkomne, når der er åbent skriver Kommuneqarfik Sermersooq på deres hjemmeside. Åbningstiderne er fra klokken 11 til 17. 

Badebassinet åbnede 8. juli og blev lavet af det lokale byggefirma ITT byg i samarbejde med byens halmedarbejdere.