Faldende indhandling udfordrer Great Greenland
Der blev sat en kedelig rekord hos Great Greenland sidste år. Aldrig før i selskabets 36 år lange historie har der været så få sælskind gennem fabrikken i Qaqortoq.
En opgørelse fra Grønlands Statistik viser, at indhandlingen af sælskind faldt med 18 procent fra 2019 til 2020. Det svarer til 5.070 færre sælskind, og sendte totalen ned på 23.138 sælskind sidste år.
Den udvikling bekymrer direktør for Great Greenland, Preben Møller.
- 2020 var det dårligste år i virksomhedens historie, hvis vi ser på indhandlingssiden. Vi kan se, at der særligt var en tilbagegang på netsiderne (ringsæler red.), og det er lidt bekymrende for vores produktion fremadrettet, siger han.
LÆS OGSÅ Great Greenland mangler sælskind: Flere tiltag på vej
Lige nu ser det ud til, at Great Greenland løber tør for skind i næste måned. Preben Møller fortæller dog, at Great Greenland alligevel skal holde lukket i tre uger, og han håber på nye leverancer i de uger, så fabrikken ikke skal lukke i en længere periode.
Fangere søger mod fiskeriet
Great Greenland havde en serviceaftale med Selvstyret på 30.133 sælskind sidste år. Den reelle produktion lå altså et stykke under, og ledelsen har forsøgt at finde svar på, hvorfor udviklingen gik ned.
- Vi har spurgt vores indhandlere og fangere, men vi har ikke kunne få et entydigt svar på, hvorfor indhandlingen har været så lav. Det, vi kan se, er primært en nedgang på netsiderne, og det er i yderdistrikterne altså i Upernatvikområdet og i Tasiilaqområdet, at der har været nedgang, fortæller han.
LÆS OGSÅ Fiskeeksporten er ramt af færre fisk og faldende priser
Et godt bud på udviklingens kilde er dog stigende fiskepriser i de senere år.
- I de sidste år har vi lagt mærke til, at fangerne er gået mere over til at fiske. Den tendens har vi set over hele kysten, siger Preben Møller.
Søsætter nye tiltag
Ifølge direktøren har prisen på sælskind dog fulgt udviklingen i fiskeriet, de er nemlig også gået op, og lige nu har prisen aldrig været højere.
Men det har ikke været nok, til at lokke fangerne til at skyde sæler i stedet for at fiske fisk. Great Greenland har derfor oprettet flere nye indhandlingssteder rundt på kysten.
LÆS OGSÅ Jim Lyngvild laver kampagne til Great Greenland: Det er min gave til sælindustrien
- Vi håber også på at få et bedre samarbejde med kommunerne og eventuelt også med Pilersuisoq, for Pilersuisoq er ude i alle byer og bygder på kysten, siger han.
Samtidig ser det ud til, at coronakrisen i fiskeriet kan give fremgang for Great Greenland. I coronaens skygge er prisen på særlig torsk og rejer nemlig faldet kraftigt, mens prisen for sæl har været opadgående.
- I maj og her i starten af juni kan vi mærke, at vores indhandling på grønlandssæler er stigende, konstaterer direktøren.
Lige nu er indhandlingen højere end i samme periode sidste år, og den udvikling håber Preben Møller holder for resten af året.