Fabrikken i Maniitsoq også ramt af mangel på arbejdskraft

Royal Greenlands fiskefabrik i Maniitsoq, der har en produktionskapacitet på 50 tons torskefileter om dagen, kører lige nu på halvt blus på grund af mangel på arbejdskraft. Det skriver Royal Greenland på sin hjemmeside.
Foto © : KNR/Didrik Larsen
Skrevet af Simon Uldum -
13. august 2015 05:14

Fabrikken mangler 30 til 40 medarbejdere, og det er selvom fabrikken gør en ekstra indsats for og bruger ekstra resourcer til at skaffe arbejdskraft.

- Vi producerer kun halvdelen af det, der kunne være produceret, fordi vi mangler arbejdskraft. I øjeblikket producerer vi det halve af, hvad vi har kapacitet til. Derfor ender meget af produktionen som blokke, fremfor torskefileter. Og det giver en langt mindre indtjening, siger fabrikschefen i Royal Greenlands fiskefabrik i Maniitsoq, Lisbeth Østergaard.

Fabrikken beskæftiger lige i øjeblikket cirka 85 medarbejdere, der kun arbejder i dagtimerne, men produktionskapaciteten på fabrikken kunne ellers udnyttes optimalt.

- Hvis vi kunne skaffe op til 30 eller 40 flere i arbejde, kunne vi producere i to hold skift og dermed kunne produktionen kunne være nået op på 50 tons om dagen. Men da vi i forvejen mangler op til 10 procent af vore medarbejdere dagligt, fordi de ikke møder på arbejde, så er det svært at etablere et to holdskift. siger Lisbeth Østergaard.

LÆS OGSÅ Løsning skal findes ved samarbejde

LÆS OGSÅ Qasigiannguit: Mangel på arbejdskraft og masser af ledige

 

Folk møder ikke op på lønningsdage
For at få flere i arbejde har Royal Greenlands fabrik ansat én person, der kun beskæftiger sig med at rekruttere medarbejdere. Men det har ikke løst problemet.

- Det er generelt et stort problem at få folk til at møde på arbejde, især på lønningsdage og mandagen derpå. Så der er dage, hvor vi mangler vi op til 25 procent at vore medarbejdere, siger fabrikschefen.

- Derfor har vi ansat en medarbejder, der rekrutterer folk. Hendes arbejde består i at ringe til folk for at skaffe folk, der kan komme på arbejde, fordi andre ikke er mødt på arbejde. Så vi forsøger at løse  problemet, også i samarbejde med arbejdsmarkedskontoret, som vi har et godt samarbejde med. Men vi bruger resurser på at skaffe folk, der alligevel ikke dukker op, siger Lisbeth Østergaard.

Arbejdsmarkedskontoret i Qeqqata Kommunia oplyser, at der ultimo juli var registreret 167 arbejdsledige i Maniitsoq by. I juli måned var i alt 599 mennesker registreret som arbejdsledige i alle Qeqqata Kommuneas byer og bygder.