Første grønlandskproducerede film på Cannes Festival: - Det har en kæmpe stor betydning

Der bliver skrevet grønlandsk filmhistorie, når den første grønlandskproducerede film vises på den prestigefyldte filmfestival i Cannes. Det viser, at den grønlandske filmbranche er i høj kurs, siger filmproducer Emile Hertling Péronard
Dokumentaren "Polaris" har den fransk-algeriske kaptajn Hayat Mokhenache i hovedrollen. Foto: Polaris, Ánorâk Film/Les Films du Balibari Foto © : Polaris
22. maj 2022 11:12

Intet mindre end fantastisk.

De glædestrålende ord kommer fra filmproducer Emile Hertling Péronard og skyldes, at en grønlandskproduceret film for første gang skal vises på verdens mest prestigefyldte filmfestival i Cannes i Frankrig.

Grønlandsproduceret film på festival i Cannes

- Den grønlandskproducerede dokumentar "Polaris" har premiere på filmfestivalen i Cannes 24. maj. Det er den første grønlandskproducerede film på festivalen.

- Ánorâk Film, som er ejet af Emile Hertling Péronard og Inuk Silis Høegh, er co-producer på filmen.

-  "Polaris" handler om den fransk-algeriske kaptajn Hayat Mokhenache, der sejler rundt i det arktiske hav.

- Filmfestivalen i Cannes er verdens mest prestigefyldte filmfestival. I år løber den af stablen fra den 17. til den 28. maj.

Dermed bliver der skrevet et nyt kapitel i Grønlands filmhistorie, når dokumentaren “Polaris” har premiere i Cannes på tirsdag 24. maj.

- Det har en kæmpestor betydning, og det lægger sig godt op af den tendens, som vi ser lige nu, hvor der er en meget stor interesse for Grønland ude i verden, siger Emile Hertling Péronard.

”Polaris” handler om Hayat Mokhenache, en fransk-algerisk kaptajn i det arktiske hav, og er produceret af Ánorâk Film, som er ejet af Emile Hertling Péronard og Inuk Silis Høegh, i co-produktion med det franske produktionsselskab Les Films du Balibari.

- Som filmskaber i Grønland er det en fuldstændig fantastisk interessant tid, vi er i lige nu, hvor man virkelig kan se, at folk har fået øjnene op for Grønland på alle mulige måder. Det har en kæmpe effekt på den grønlandske filmbranche, siger siger Emile Hertling Péronard.

 

Foto © : Polaris

Filmskaberne bag "Polaris" mødte Hayat Mokhenache i 2016 i Ilulissat, hvor hun var kaptajn på en lystyard. Foto: Foto: Polaris, Ánorâk Film/Les Films du Balibari

Mangel på grønlandske filmfolk

Det er tidligere blevet kritiseret, at der er en tendens til, at Grønland bliver portrætteret af udefrakommende uden at inkludere grønlandske filmskabere.

Men den store opmærksomhed, som Grønland oplever for tiden, smitter også af på den grønlandske filmbranche, fortæller Emile Hertling Péronard.

- Det, vi kan se lige nu, hvor interessen er så stor, er, at der også er stor mangel på filmfolk. Det skyldes, at grønlandske filmfolk også har travlt med at lave deres egne ting.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq for kultur vil være med til at styrke den grønlandske filmverden 

Det er vigtigt, at grønlandske filmskabere producerer egne fortællinger fra landet, mener filmproduceren.

- Det er godt, at grønlandske filmfolk får erfaring med at arbejde med internationale produktioner, men endnu vigtigere, at vi også får mulighed for at fortælle vores egne historier. Det er noget, vi skal være opmærksomme på nu, hvor interessen er så stor. Og som kræver, at de grønlandske politikere i endnu højere grad støtter grønlandsk film, siger Emile Hertling Péronard.