For første gang: Nye regler genåbner fiskeriet efter hellefisk i Diskobugt

Der er flyttet 225 tons fra månedskvoterne i årets sidste måneder til marts for at genåbne fiskeriet i Diskobugt.
Fiskeridepartementet og partierne har besluttet at flytte 100, 100 og 25 tons kvoter til marts måned. Foto © : KNR // Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Malik Brøns
19. marts 2021 15:00

Jollefiskerne i Diskobugt må igen fiske efter hellefisk.

Fiskeriet blev ellers lukket den 7. marts, da kvoten allerede var fisket op, fordi der var fisket langt over kvoten for februar. Planen var, at fiskeriet skulle forblive lukket ind til april.

Der var blevet hevet mere end 100 tons for mange hellefisk op af havet i Diskobugt i februar.

LÆS OGSÅ Flekskvoter skal forhindre forhøjelser af hellefiskekvoter

Men nu er der altså fundet en løsning, i hvert fald for marts. Fiskeridepartementet og partierne har besluttet at flytte 100, 100 og 25 tons kvoter fra månedskvoterne i december, november og oktober til marts måned.

Ifølge Fiskeridepartementet har partigruppeformændene i det ellers opløste Inatsisartut sagt god for at flytte rundt i kvoterne.

Da der blev udskrevet ekstraordinært valg til Inatsisartut 16. februar, sikrede Naalakkersuisut og Inatsisartut sig, at partigruppeformændene kunne træffe "samfundskritiske" beslutninger.

Det er altså et midlertidigt Inatsisartut og Naalakkersuisut, som sørger for, at der kan blive truffet beslutninger under valgkampen.

Fiskerne har derfor mulighed for at fiske yderligere 225 tons op i denne måned, skriver Fiskeridepartementet i en mail til KNR.

Det nye normale

I de seneste år er det efterhånden blevet almindeligt, at de totale tilladte fangster (TAC red.) i forvaltningsområderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik bliver hævet igen og igen.

Men en ændring i fiskeribekendtgørelsen i december sidste år betyder, at man fremover kan undgå at hæve kvoterne hver gang, at kvoterne er opbrugt.

LÆS OGSÅ Fiskeridepartementet vil rykke kvoter efter overfiskeri i Diskobugten

Før de nye fiskeregler havde fartøjer på over seks meter nemlig deres egen kvote i forvaltningsområderne.

Fiskeri fra joller, der er under seks meter, foregik ved såkaldt olympisk fiskeri. Og her var der ikke sat grænser for, hvor meget en enkelt fisker måtte fange.

Blev et kapløb om fiskene

Det udviklede sig ofte til et slags fiskekapløb mellem fiskerne, som resulterede i, at kvoten blev fisket op sidst på året. 

Når kvoten var opbrugt, blev TAC'en så hævet, så fiskerne igen kunne fiske. Det skete igen og igen.

Imens kunne fartøjer på over seks meter få en restkvote fra den ikke-fiskede kvote fra året før i den første halvdel af året. Ofte nåede de dog ikke at fiske restkvoten op.

Men med ændringen i bekendtgørelsen kan den ikke fiskede kvote nu blive overført til jollefiskerne efter 1. juli.

Det er således første gang, at Fiskeridepartementet har gjort brug af ændringen i fiskeribekendtgørelsen i december sidste år.

Før bekendtgørelsen blev ændret, var det ulovligt at overføre kvoter for fartøjerne over 6 meter til jollefiskerne.