Fødevareministeriet underviser fiskerikontrollører

Seks grønlandske fiskerikontrollører er nu i gang med at udbygge deres kompetencer med hygiejne kontrol på fiskefartøjer.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. december 2012 12:45

Fødevareminister Mette Gjerskov og naalakkersuisoq for fiskeri Ane Hansen har i dag underskrevet en samarbejdsaftale om uddannelse af fiskerikontrollører.

Aftalen er forberedelse til Grønland overtagelse af ansvar for hygiejnekontrol i fiskefartøjer. Det kan ske fra 1. januar 2013.

- Det er vigtigt, at vi har et tæt samarbejde med de grønlandske kontrolmyndigheder, og godt, at vi kan hjælpe med at klæde grønlandske kontrollører på til at udføre kontrol af høj international standard, siger fødevareminister Mette Gjerskov.

Uddannelsen som fiskerikontrollør er en to-årig uddannelse og lige nu er seks fra Grønland i gang med uddannelsen i Danmark, hvor de er på skolebænken sammen med otte danskere. De får blandt andet undervisning i mikrobiologi, fiskeribiologi og kemi.

Grønlandske fiskerikontrollører har gennem den nye aftale mulighed for at deltage i NaturErhvervstyrelsens kontrolløruddannelse suppleret med særlige forløb, der er målrettet de grønlandske forhold.

Kontrol af hygiejnen i fiskefartøjer i Grønland hører i dag under fødevarestyrelsen i Danmark.