Færøsk restaurant beholder to Michelin-stjerner

Den færøske gourmetrestaurant Koks er stadig i gastronomiens verdensklasse.
Restaurant Koks på øen Streymoy på Færøerne er en omvej værd, mener Michelin.
Skrevet af Ritzau, Karsten Sommer
17. februar 2020 18:34

De eftertragtede Michelin-stjerner er mandag uddelt til 26 restauranter i rigsfællesskabet.

De 24 af dem blev tildelt danske restauranter, mens den færøske gourmetrestaurant Koks fortsat blev bedømt til at befinde sig i gastronomiens verdensklasse, da den beholdt de to Michelin-stjerner, som den fik sidste år.

Chefkokken på Restaurant Koks, færøske Poul Andrias Ziska, modtog også en ny pris, Det Grønne Femkløver, som markerer, at restauranterne har lavet særlige tiltag for at fremme bæredygtighed i deres køkkener. Det kan for eksempel være begrænsning af madspild, prioritering af økologi eller dyrkning og brug af lokale råvarer.

To Michelin-stjerner betyder ifølge Michelin at restauranten er værd at køre en omvej for. Og det må jo passe godt på restaurant Koks.

Den ligger i Frammi við Gjónna på øen Streymoy, og serverer mad, der er lavet af lokale råvarer - blandt andet vindtørret fårekød - det såkaldte skærpekød, søpindsvin, søpapegøjer og andre færøske specialiteter som tang.

Grønland er desværre endnu ikke kommet på listen. Men en anden restaurarant - Noma på Christianshavn med chefkok René Redzepi der traditionelt bruger grønlandske råvarer - bevarede sine to Michelin-stjerner i lighed med Koks.

Og René Redzepi fik også den ny hæder, Det Grønne Femkløver, for bæredygtighed.