Færøerne: Vi laver vores egen strategi for Arktis, før vi går med i en fælles strategi

Færøerne prioriterer at have sin egen strategi for Arktis på plads før en fælles strategi for Rigsfællesskabet. Sådan lyder meldingen fra landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana.
Færøerne har det sidste års tid arbejdet på at lave sin egen strategi for Arktis, siger Fæøernes landsstyremedlem for udenrigsanliggender, Jenis av Rana. På billedet her står han ved siden af Pele Broberg, der er naalakkersuisoq for underigsanliggender her i landet. Foto © : Scanpix
Skrevet af Anders Dall
16. juni 2021 05:44

I sidste uge slog formanden for Naalakersuisut, Múte B. Egede, fast, at Grønland skal have en selvstændig strategi for Arktis. 

Udmeldingen kom samtidig med, at der er forhandlinger om at lave en ny ti-årig strategi for Arktis sammen med Danmark og Færøerne. Men fra færøsk side har der i længere tid været stille ved forhandlingsbordet. 

LÆS OGSÅ Politisk armlægning om strategi for Arktis trækker ud

Det sidste års tid har Færøerne nemlig brugt på at planlægge sin egen strategi for Arktis. Det arbejde forventes først at blive færdig i løbet af efteråret. Det fortæller landsstyremedlem for udenrigsanliggender på Færøerne, Jenis av Rana.

- Det at være sammen med de to lande er ikke det vigtigste for os, siger han til KNR.

Færøerne først

Jenis av Rana forklarer, at han blev præsenteret for arbejdet med en fælles arktisk strategi for godt et år siden. En strategi som efter planen skal tage over, hvor strategien fra 2011 til 2020 slap. 

Strategi for Arktis 

 

I 2011 blev Grønland, Danmark og Færøerne enige om at indgå en ti-årig strategi for Arktis.

 

Her skrev landene blandt andet under på at arbejde for et fredeligt Arktis, og at regionen skal udvikles under respekt for den sårbare natur.

 

Desuden var målsætningen at arbejde for en selvbærende vækst og samfundsmæssig bæredygtighed i regionen.

 

De tre lande blev også enige om, at der skulle være et tæt samarbejde med internationale partnere.

 

Aftalen mellem de tre lande udløb ved udgangen af 2020 

 

En ny strategi er fortsat til forhandling

 

- Jeg var meget glad for det, og vi ville gerne være med i det. Men så snakkede vi sammen her i det politiske system på Færøerne og blev enige om, at vi hellere skulle lave en færøsk strategi først, siger Jenis av Rana og tilføjer: 

- Vi har faktisk brugt hele det sidste år på at planlægge den færøske arktiske strategi. Den bliver færdig tidligst til efteråret, håber jeg, og ud fra den kommer vi til at levere vores del af den fælles strategi.

Men det kræver, at også Grønland går med. Jenis av Rana kan nemlig ikke se en fælles strategi for sig uden Grønland.

Om Grønland går med vil tiden vise, har Múte B. Egede tidligere sagt til KNR.

I udkanten af Arktis 

Jenis av Rana forklarer, at Færøerne vil lave sin egen strategi for at få det færøske folk til at forstå, hvor vigtig Arktis er, og hvor vigtigt det er at værne om Arktis. For selv om Færøerne ligger i udkanten af Arktis, har regionen stor betydning for landet.

- Vi plejer at sige på Færøerne, at Arktis holder liv og har holdt liv i Færøerne i mange år. Det er en del af vores spisekammer, og vi er meget ømtålelige vedrørende Arktis, siger han og uddyber:

- Vi kan ikke lide, at nationer alle steder fra pludselig mener, at de har ejerskab i Arktis, for vi er bange for, at det her livsgrundlag for Grønland og Færøerne kommer til at lide skade. Derfor vil vi være i front med at beskytte Arktis.

Fælles stemme

Og når det handler om at have mere slagkraft over for omverdenen, er det netop vigtigt, at de tre lande i Rigsfællesskabet finder fælles fodslag om en strategi for Arktis, forklarer han.

- Det bliver en helt anden røst, man kan tale med, når man står sammen med Danmark og Grønland. Jeg ser de to strategier på hver sin måde. Den nationale for at mobilisere færingerne, og Rigsfællesskabsstrategien hvor vi står stærkere sammen med Grønland og Danmark, siger Jenis av Rana.

LÆS OGSÅ Broberg: Danmark og Færøerne lægger op til en arktisk strategi med os - ikke omvendt

Han forventer, at de tre lande på et tidspunkt når til enighed.

- Jeg kan ikke i min vildeste fantasi se, at vi ikke skal kunne blive enige om en fælles strategi, siger han.

KNR har forsgt at få et interview med den danske udenrigsminister, Jeppe Kofoed, om strategien, men det har ikke været muligt.