Færøerne: Otte coronapatienter blev umiddelbart raske – men nu er de testet positive igen
På Færøerne er otte personer, som har været smittet med coronavirus én gang, blevet testet positive igen.
Det siger den færøske landslæge Lars Fodgaard Møller til P1 Morgen.
Han er dog meget sikker på, at de otte ikke er blevet smittet i en ny begyndende coronabølge. De bærer altså rundt på den samme virus, som allerede har gjort dem syge én gang.
LÆS OGSÅ Færøernes kurve er mindre stejl: Vi er gode til at holde afstand
- Vi tror, at de bare ikke er blevet raske. De har haft virus eller død i virus i kroppen, siger han.
- Alle pånær én er blevet raske efter en ganske kort sygdomsperiode.
Det kommer lidt bag på os
De otte er blevet testet igen efter et besøg hos deres egen læge. Det er sket fire til seks uger efter, at den første coronatest slog positivt ud.
- Det kommer lidt bag på os, at man kan testes positiv så lang tid efter den første test, siger Lars Fodgaard Møller.
- Vi er næsten helt sikre på, at vi ikke har nogen løs smitte på Færøerne. Vi ved, hvem alle de smittede er, og hvem, der har smittet dem. Der er ingen mørketal. Derfor kan vi med sikkerhed sige, at de ikke er blevet smittet af andre.
LÆS OGSÅ Færøsk journalist: Vi er i chok over udviklingen
I alt har 187 mennesker været smittet på Færøerne. Ifølge landslægen er der kun ni, som man ikke ved, hvor er blevet smittet henne.
Færøerne er ikke det første sted i verden, hvor patienter, som man egentlig troede var raske, bliver testet positive igen.
19. april skrev Ritzau, at 179 personer er blevet testet positiv to gange i Sydkorea.