Færøernes kurve er mindre stejl: Vi er gode til at holde afstand
De seneste dage er færre færinger blevet konstateret smittet med coronavirus end tidligere, og samtidig stiger antallet af patienter, der bliver erklæret raske.
Det er umiddelbart gode nyheder for Færøerne, der ellers har oplevet en meget stejl smittekurve, hvor rigtig mange blev konstateret smittede på rigtig kort tid.
Hver tredje smittede er rask igen
Årsagen til den mulige positive udvikling er, at færingerne har fulgt anbefalingerne, og at myndighedernes strategi har virket, sagde Færøernes landslæge, Lars Fodgaard Møller, til Kringvarp Føroya tirsdag.
- Det er fordi, at færingerne er rigtig gode til at holde afstand. Og så har vi været gode til at opspore smittede og sætte i karantæne, siger han.
- Dem, der er konstateret smittet de seneste dage, var allerede i karantæne, så det ser ud som om, at vores strategi virker meget fint.
Stigningen i antallet af smittede på Færøerne er gået i stå i takt med, at færre er konstateret smittede, mens en del er blevet erklæret raske. Mere end hver tredje, der er testet positiv på Færøerne er nu blevet erklæret rask igen.
Landslæge: Vi skal fortsætte
Færøerne er med andre ord godt i gang med det, som alle lande forsøger: at flade kurven ud, så der ikke kommer for meget pres på sundhedsvæsnet.
Smittede: 144
Testede: 3120
Raske (efter at have været smittet): 54
Grønland
Smittede: 9
Testede: 321
Raske (efter at have været smittet): 2
Kilde: corona.fo (27. marts 2020), nun.gl (26. marts 2020)
Og Lars Fodgaard Møller mener, at man bør fortsætte strategien på Færøerne.
- Jo mere man forhaler det (udbruddet red.), så forventer man at få en mindre og bredere top. Så jeg tror, at der er god grund til at fortsætte, som vi gør, siger han til færøsk tv.
Færøerne har benyttet sig af en meget offensiv strategi i forhold til at teste personer, der var mistænkte for at være smittet. Flere dage har myndighederne testet op mod 300 personer i døgnet.
Også raskmeldte i Grønland
I alt er der 27. marts testet 3120 personer på øerne, hvilket svarer til 6 procent af befolkningen. Færøerne er et af de lande i verden, der har testet allerflest i forhold til befolkningens størrelse.
Her i Grønland er strategien omtrent den samme. Forskellen er dog, at Grønland på et endnu tidligere tidspunkt valgte at lukke samfundet og grænserne ned.
Også i Grønland er nogle af de smittede begyndt at blive erklæret raske.