EU-lande enige om sanktioner mod Hviderusland

Situationen i Hviderusland, hvor mindst 6700 demonstranter er blevet anholdt efter valget, får nu EU til at varsle sanktioner mod landet.
Situationen i Hviderusland, hvor mindst 6700 demonstranter er blevet anholdt efter valget, får nu EU til at varsle sanktioner mod landet. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
15. august 2020 15:24

EU vil indføre nye sanktioner mod de embedsmænd i Hviderusland, der er ansvarlige for den hårde kurs mod oppositionen og demonstranter, der protesterer mod resultatet af søndagens valg i landet.

Det meddeler flere af EU's udenrigsministre fredag ifølge Ritzau.

 - Situationen i Hviderusland er dybt bekymrende, og de voldsomme overgreb mod fredelige demonstranter og journalister er helt uacceptable. En skamplet på Europakortet, siger den danske udenrigsminister Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.

Ritzau skriver, at EU nu går videre med at forberede målrettede sanktioner mod de ansvarlige i Hviderusland.

Mindst 6700 demonstranter er blevet anholdt for at protestere efter valget i Hviderusland. EU har tidligere beskrevet valget som "hverken frit eller fair" og har fordømt politiets fremfærd.