EU får politik for Arktis på skrift

I mange år har EU været en vigtig medspiller i forsøget på at bevare Arktis som område med de særpræg og langvarige traditioner, der ligger i området. Blandt andet har EU observatørstatus i Arktisk Råd, og man har postet enorme summer i forskning og udvikling af området.
Skrevet af Peter Troelsen
05. juli 2012 10:49

De klimatiske forandringer i det arktiske område giver store forpligtelse og store muligheder. Både for de arktiske stater og resten af verden. EU har formuleret en officiel politik på området, hvor klimatiske hensyn skal balancere på en knivsæg sammen med forretningsmæssige muligheder. Olie og mineralforekomster og mulighed for skibstrafik fra Atlanterhavet til Stillehavet skal gå hånd i hånd med respekt for miljø og de oprindelige beboeres traditioner og levevis. Kort formuleret kan det gøres i form at tre ord. ”Viden, ansvarlighed og engagement”, og det er hovedoverskrifterne i den nyformulerede politik fra EU.

-Med de tiltag, der her fremlægges, ønsker vi at vise verden, at EU er seriøs omkring sine forpligtelser over den arktiske region. Udviklingen i Arktis betyder, at det haster med vores arbejde for at bekæmpe globale klimaforandringer. Udviklingen er også af stigende strategisk, økonomisk og miljømæssig betydning for Den Europæiske Union. EU ønsker at yde et positivt bidrag til samarbejdet mellem de arktiske stater og tage hensyn til behovene hos indfødte og lokale samfund i de arktiske områder, fastslår  EU´s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik Catherine Ashton

EU-kommissær for maritime anliggender og fiskeri, Maria Damanaki, der i sidste måned var på besøg i Grønland, gentager stort set, hvad hun udtalte til knr.gl under besøget i Nuuk.

-Arktis gennemgår hurtigt vigtige ændringer, der giver mulighed for ny økonomisk aktivitet i en skrøbelig del af verden. Der er miljømæssige udfordringer og muligheder, der kræver global opmærksomhed, og EU kan hjælpe betydeligt. Inden for forskning kan vi hjælpe med finansieringen. Vi kan hjælpe med bekæmpelsen af den globale opvarmning og udvikle grønnere teknologier. Yderligere kan vi gennem EU´s politik omkring verdenshavene bidrage til en bæredygtig forvaltning af havene.

Læs mere her: http://eeas.europa.eu/top_stories/2012/030712_arctic_en.htm