EU drøfter optagelsesforhandlinger med Ukraine
Selv om en optagelse af Ukraine i EU stadig har lange udsigter, så kan der indenfor få måneder skulle tages stilling til, om der skal åbnes forhandlinger med Ukraine om et medlemskab.
Det vurderer Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, efter et møde fredag mellem EU-Kommissionens formand og Ukraines præsident.
På mødet overrakte kommissionsformand Ursula von der Leyen et spørgeskema til præsident Volodymyr Zelenskyj. Det er det spørgeskema, som et lands regering skal udfylde, inden EU-Kommissionen kan tage stilling til en mulig ansøgning om medlemskab.
På mødet lovede von der Leyen, at man vil sætte turbo på den proces, som indleder Ukraines ansøgning om medlemskab. Det kan betyde, at der allerede til juni skal tages stilling til, om der skal åbnes forhandlinger om en ukrainsk optagelse.
- Ursula von der Leyen har sagt, at man er villig til at lave en turboproces for Ukraine omkring ansøgningsskemaet.
- Man skærer en proces ned, der almindeligvis tager op til et år, til kun at tage nogle få måneder, så EU's stats- og regeringschefer på EU-topmødet i juni kan tage stilling til, om man ønsker at åbne optagelsesforhandlinger med Ukraine, siger Lykke Friis.
Normalt tager det adskillige år, før et land kan blive optaget i EU, forklarer Lykke Friis.
Det hænger blandt andet sammen med, at alle medlemslande skal være enige, før eventuelle udvidelsesforhandlinger kan gå i gang. I øjeblikket er 27 lande medlem af EU.