BILLEDER Etape-aflysning ved Arctic Circle Race helt efter bogen

Ledelsen bag Arctic Circle Race fulgte beredskabsplanen til punkt og prikke, da den måtte aflyse den tredje og sidste etape af årets langrendsevent søndag morgen.
23. marts 2015 16:32

Temperaturen lå kun på omkring de -7 grader, men med vindstød på op til 44 km/t ville det føles som temperaturen lå på -24 eller det, der er værre.

- Et af teltene, hvor en af deltagerne lå og sov i, begyndte at blæse væk. Og der var fare for, at de store telte også kunne blæse væk. Og i løbet af dagen ville løberne skulle have været oppe i højderne, hvor det ville have været umuligt at se andet end et par meter foran sig.

- Derfor valgte vi at stoppe løbet og igangsætte en evakuering. Og det hele forløb helt efter bogen, siger formand for Arctic Circle Race, Jens Klaus Lennert, til KNR.

Læs også ACR afbrudt på grund af hårdt vejr

Løbsledelsens beredskabsplan er inddelt i tre faser – fase 1 for normale løbsbetingelser, fase 2 for dårligt vejr, hvor man skal være ekstra påpasselig og så fase 3, hvor der er dårligt vejr og løbet umuligt kan gennemføres.

- Søndag havde vi fase 2 inde i byen og fase 3 ude i campen, siger Jens Klaus Lennert, som er meget tilfreds med, hvordan de tacklede stormvejret.

Deltagerne blev derfor kørt på snescootere og ved hjælp af pistemaskine tilbage til Sisimiut. Og nu skal skaderne så opgøres, men en foreløbig gennemgang af de materielle skader lyder på lidt over 250.000 kroner.

Møller mester igen
Med aflysningen af tredje etape gælder resultatet efter to etaper.

Dermed vandt Martin Møller den lange distance i tiden 6.33,49 timer og i suveræn stil foran sin landsholdskammerat Karl-Peter Kristensen, som fulgte næsten en time efter. Tomas Caslavsky fra Tjekkiet blev nummer tre.

Hos kvinderne vandt Kamila Borutova fra Tjekkiet i tiden 8.19,02 timer – næste to timer foran en amerikaner og med grønlandske Marie Lundblad på tredjepladsen.

Læs også Martin Møller tager teten i ACR

På den kortere distance er der tale om en rent grønlandsk affære, da Vittus Heilmann vandt foran Pavia Tobiassen og Ivik Jensen hos mændene, mens Arctic Winter Games’ direktør, Maliina Abelsen vandt kvindernes korte distance foran Simigaq Broberg og Karen Vindfeld.

Se samtlige resultater her.