Ung mor i Kullorsuaq: To et-værelses-lejligheder er ikke nok

Der er udsigt til, at der skal bygges to nye etværelseslejligheder i Kullorsuaq, for at mindske boligmanglen i bygden.
- Der kunne godt være flere boliger. Her bor jo op mod 500 mennesker. Der er jo så mange af os, der mangler bolig her. Vi er voksne og har børn, og der kan være lidt for mange, der bor sammen i ét hus, siger Miina Olsen.
I dag er det helt normalt, at flere generationer bor under samme tag. En af dem der bor med hele familien er Miina Olsen.
Hun ønsker at flytte for sig selv sammen med sine to børn og kæreste.
Helt almindeligt
25-årige Miina Olsen bor sammen med kæresten og deres to børn, i samme hus som hendes forældre og søskende.
I dag bor hun sammen med syv andre under ét tag.
Det er ikke sjældent, at yngre familier i Kullorsuaq lever i sådanne vilkår, fortæller Miina Olsen.
- Her er det jo almindeligt, at der for eksempel bor seks til syv mennesker i et enkelt hus. Nogle gange bor der også voksne, som ikke har børn, men som stadig bor hos deres forældre.

En langvarig problemstilling
Boligmanglen har længe været et problem for bygden. Befolkningstallet i Kullorsuaq er vokset markant siden 1980'erne. Indbyggertallet er steget jævnt og forventes at blive ved med at stige i de kommende år, skriver Avannaata Kommunia på deres hjemmeside.
Klaustrofobisk
For familier som Miina Olsens, kan det være klaustrofobisk, for der er slet ikke plads til privatlivet,
-Vores hjem har to soveværelser ovenpå. Dér sover forældrene og mine søskende. Vi laver vores seng i stuen, når vi skal sove.
-Det er ikke slemt. Men nogle gange kan det være trættende, når der hele tiden er mennesker omkring én, og man ikke kan være alene – besøgende hos vores mor, eller måske unge, der har venner på besøg – så man slet ikke kan finde ro i løbet af dagen, og være alene. Man begynder at længes efter at have egen bolig.
Det er hellere ikke et godt miljø, når alkohol kommer på spil, mener hun
- Nogle af de unge drikker og forældrene drikker. Det er ikke sundt at leve sådan her i så lang tid, som mange gør, siger Miina Olsen.

Miina Olsen vil gerne bo i én af de to boliger, når de er klar næste år,
- Jeg har allerede skrevet til kommunen og til socialforvaltningen. Fordi jeg har børn, vil jeg høre, om jeg kunne prioriteres. Men de siger, at det ikke kan lade sig gøre her, fordi kommunen ikke har flere boliger, siger Miina Olsen.
Der er mange unge familier, der mangler bolig i Kullorsuaq. Eftersom de planlagte ungdomsboliger er tiltænkt dem som Miina Olsen, er det derfor usikkert, om det er nok med to et-værelses-lejligheder.
Udover Kullorsuaq har Naalakkersuisut også planer om at bygge ungdomsboliger i Qasigiannguit og Narsaq.