Esther skal udbetale uddannelsstøtte og kæmper med langsomt internet
Esther Petersen sidder bag sin skærm på kontoret på Campus Kujalleq. Arbejdet går ikke helt så hurtigt, som det plejer.
Tusass er nemlig i gang med at reparere en strømfejl på søkablet. Det betyder, at netforbindelsen syd for Nuuk er ustabil og langsom. Der er privatkunder, som slet ikke kan gå online.
I 2019 blev søkablet også repareret. Dengang var der tre brud på det.
Det ene brud skete i januar omkring 30 kilometer syd for Sisimiut i januar.
Det andet brud skete 70 kilometer nord for Sisimiut.
Det tredje brud var i december 2018 ud for Sydgrønland.
Kablet ligger på havbunden i omkring 300-400 meters dybde.
Tusass påstod dengang, at en rejetrawler var skyld i et af de tre brud.
Tusass prioriterer at få brugbart netforbindelse ud til sine erhvervskunder i stedet for – og dem er Esther Petersen en af. Men programmet, hun skal bruge, er lang tid om at åbne.
- Nogle gange er forbindelsen meget langsom, og så bliver den pludselig lidt hurtigere, siger hun til KNR.
- Det er anstrengende, når man prøver at arbejde og så kommer bagud med flere ting.
Det store nedbrud i 2019
På onsdag skal eleverne på Campus Kujalleq have deres uddannelsesstøtte stående på kontoen – og det kæmper Esther for at få klart.
- Men vi vidste det jo godt i forvejen. Tusass havde advaret os, og vores it-medarbejdere er gode til at informere os, siger hun.
Det ustabile net slår hende dog ikke ud. Der skal mere til. For i 2019 oplevede Esther det helt store nedbrud, da søkablet blev revet i stykker.
- Der er ikke noget at gøre ved det. Vi må være tålmodige, siger hun.
LÆS OGSÅ Internet i sneglefart: Fritidsklub har fundet dvd’er frem til i næste uge
Reparationen på søkablet startede i søndags, og Tusass forventer, at den varer i alt to uger. Cirka. Men Tusass ved det faktisk ikke præcist. Det kommer an på vind og vejr, fordi en del af arbejdet foregår fra et skib, meddeleler selskabet.
Søkablet ligger på havbunden i omkring 300-400 meters dybde.
Brud på kabel i Nordamerika
Ifølge Tusass kan privatkunder få penge tilbage. Beløbet for refusionen bliver opgjort, når reparationen er færdig.
I går stod udfordringerne også i kø på infrastrukturen, da der ikke kunne ringes ud af landet. Det skyldtes et kabelbrud i Nordamerika, som lukkede Grønlands telefonforbindelser til udlandet. Fejlen blev rettet lidt før klokken 22 i aftes.
Søkablet syd for Nuuk er den forbindelse, der går mod Island og videre til Europa og Danmark. Og når den er ved at blive repareret med langsom forbindelse til følge, er resten af landet ekstra afhængige af kablet i Nordamerika.
Danske tv-kanaler virkede heller ikke i går, og forbindelserne til og fra Tasiilaq og Ittoqqortoormiit var også ustabile.
Grafik: Tusass