Erik Jensen skal ikke mødes med Trump Junior
Først rakte Erik Jensen hånden ud og inviterede Donald Trump til Nuuk. Det skete 27. december. Få dage senere breakede nyheden om, at den kommende præsidents søn lander i den grønlandske hovedstad i dag.
I går havde Erik Jensen ingen kommentarer, da KNR spurgte ham, om han skulle mødes med Donald Trump Junior. I dag siger han så, at han ikke skal mødes med præsidentsønnen.
Formanden for Siumut, der også er naalakkersuisoq for finanser, er nemlig på vej til Danmark, siger han til KNR.
- Jeg har ingen planer om at møde manden og har ikke modtaget nogen invitation. Jeg har heller ingen viden om, hvilke emner der eventuelt er på tegnebrættet, sagde Erik Jensen til KNR omkring klokken 10 i formiddag.
Møder i København
I krogene blev der ellers talt om, at Erik Jensen skulle mødes med Donald Trump Junior.
KNR fangede Jensen i Nuuks lufthavn, hvor han netop var på vej ind i flyet, og han havde ikke tid til at uddybe, sagde han.
Han nåede dog at sige, at han var på ved mod København med resten af koalitionen.
- Jeg har en række møder i København, der har stået i kalenderen i lang tid, og det er dem, jeg nu skal ned og holde, siger Erik Jensen.
Bekræfter at være turist
Kort før klokken 11 landede Donald Trumps fly i lufthavnen i Nuuk med den kommende præsidents ældste søn. Han har selv fortalt i sin podcast "Triggered with Don Jr.", at han kun er i Nuuk på et privat besøg, der blot varer fire til fem timer. Ifølge Trump Junior skal han og hans team blot se sig omkring og lave indhold til sociale medier.
Departement for Selvstændighed og Udenrigsanliggender skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om et privat besøg, og at der ikke er aftalt møder med den grønlandske regering.
Donald Trump Junior bekræfter, at han ikke skal mødes med nogle politikere, mens han er her.
- Nej, det skal vi ikke. Det er ikke på planen. Vi er her bare som turister, siger han til KNR i lufthavnen.
Kan du fortælle noget om den amerikanske interesse for Grønland?
- Det er ikke for mig at udtale mig om. Det er der andre, der skal udtale sig omkring, siger han.
Formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), rejser da også til Danmark i dag til trods for Donald Trump Jr.’s besøg.
Beskytte mod en ond verden
Trump foreslog allerede i august 2019, da han var præsident første gang, at USA skulle købe Grønland.
Dengang blev forslaget hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S). Hun kaldte hele diskussionen for "absurd".
Det fik senere Trump til at beskrive Mette Frederiksens udtalelser som "nasty", hvilket på dansk kan betyde modbydelige eller væmmelige.
Over fem år senere har Trump så igen bragt Grønland på banen.
Det skete i første omgang i december, i forbindelse med at han præsenterede Ken Howery som ny amerikansk ambassadør i Danmark.
- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende, skrev Trump.
Natten til i dag har han igen bejlet til Grønland på sit sociale medie Truth Social: Min søn Don Jr. og forskellige repræsentanter rejser dertil for at besøge de mest fantastiske områder og attraktioner.
- Grønland er et fantastisk sted, og dets folk kommer til at drage stor fordel af det, hvis og når det bliver en del af vores land. Vi kommer til at værne om det og beskytte det fra en meget ond verden, skriver Trump.
Til sidst slutter han med ordene "Make Greenland Great Again"