Er Inuit i Canada blevet ufrivilligt steriliseret?

Er Inuit kvinder i Canada blevet ufrivilligt steriliseret? Det er et stort spørgsmål, som nu vil blive undersøgt.
Fra nu af indtil sidst i august, vil det være muligt at modtage vidneudsagn om sterilisation fra Inuit og Cree kvinder i Quebec. Foto © : Merete Lindstrøm
21. maj 2021 09:01

Der har længe været rygter om, at Inuit og First Nations kvinder er blevet ufrivilligt og tvungent steriliseret i Canada.

Der findes ikke nogle konkrete tal endnu, men dog var historierne troværdige nok til, at den canadiske regering oprettede en arbejdsgruppe i 2018 for at undersøge sagen.

Den ufrivillige og tvungne sterilisation anses som et kolonialistisk forsøg på at fratage kvindernes evne til at få børn og dermed også til at formindske antallet af Inuit og First Nations børn . Det anses som vold imod kvinder.

LÆS OGSÅ Canadas parlament lover at arbejde for Inuits rettigheder

Men Inuit kvinder fra Nunavik og Nunatsiavut er ikke med i denne arbejdsgruppe, så nu har UQAT universitetet i provinsen Quebec netop lanceret et stort offentligt forskningsprojekt for at finde frem til Inuit kvinder og familier, der har været udsat for en sådan behandling. Projektet udføres i samarbejde med andre oprindelige folks organisationer.

Professor Suzy Basile, der leder projektet, udtaler til KNR radioavis at det er nødvendigt at finde frem til sandheden om denne vold. Fra nu af indtil sidst i august, vil det være muligt at modtage vidneudsagn om sterilisation fra Inuit og Cree kvinder i Quebec.

Suzy Basile udtaler videre at tiden nu er kommet til at høre disse kvinders vidneudsagn for derved at nedbryde denne tavshedens mur og endeligt komme frem med sandheden.