Er der forskelsbehandling?

Forskelsbehandles befolkningen i Østgrønland, i forhold til dem, der bor på Vestkysten? Det synes IA´s medlem af Inatsisartut, Harald Bianco, der derfor har stillet et paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut.
Skrevet af Karsten Sommer
19. februar 2012 11:48

Han spørger hvad Naalakkersuisut agter at gøre ved forbuddet for salg af stærk spiritus i Tasiilaq og omegn, og om der er planer om at ændre på ordningen?

Harald Biancho, der selv er valgt i Tasiilaq, har nemlig brugt øjnene, nu hvor han ofte opholder sig på Vestkysten.

- Når man er Nuuk og andre byer på Vestkysten, kan man ikke undlade at bemærke, at problemerne omkring spiritus, i visse tilfælde, er noget større end de er i Tasiilaq, påpeger Biancho, og undrer sig over, at man på trods af det, har andre regler for salg af spiritus indenfor samme land. På Vestkysten er spiritus tilladt, på Østkysten er det forbudt.

- Når man skal vægte mellem lukning og åben handel med spiritus, må vurderingsgrundlagene være ens, og dem er kun to af: Enten lukker man for spiritussalg i Vestgrønland, eller også genåbner man handel med spiritus i Østgrønland.

- På den måde undlader man at forskelsbehandle, skriver Harald Bianco i sit paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut.