Enoksen vil stramme licenser for skibe med narkofund
I den forløbne uge har islandsk politi fundet 20 kg hash ombord på den grønlandske trawler Polar Nanoq i Reykjavik. En sag som Hans Enoksen kalder alvorlig.
Et besætningsmedlem fra trawleren blev anholdt i forbindelse med sagen, men blev løsladt igen lørdag.
Narkotikafundet får nu Hans Enoksen til at opfordre rederierne til at indskærpe overfor deres besætningsmedlemmer, at smugling af narkotika ikke er lovligt.
Og hvis trawlere fortsat bliver brugt til at indsmugle narkotika, så kan Naalakkersuisut overveje at lade det gå ud over fiskekvoter og -licenser i fremtiden.
- Jeg vil hermed fremhæve, at udstedelser af licenser og kvote tildelinger ikke må føre til, at der indføres ulovligt narkotika til landet, siger Hans Enoksen.
I en pressemeddelelse udtrykker GE forundring over udmeldingen om at stramme licenser og kvoter, hvis trawlere transporterer narkotika. Ifølge GE mangler denne politiske reaktion enhver rimelig logik.
GE finder det uacceptabelt, hvis en virksomhed skal trues på sit økonomiske grundlag i tilfælde af, at en medarbejder afsløres i private, ulovlige handlinger, der intet har med virksomhedens lovlige aktiviteter at gøre.
De 20 kg hash kan have en værdi på op mod 10-12 millioner kroner efter grønlandske priser.