Enhedslisten kræver undskyldning til eksperimentbørn nu

Regeringens støtteparti, Enhedslisten, kræver nu, at statsminister Mette Frederiksen (S) snarest muligt giver en officiel undskyldning til de 22 grønlandske eksperimentbørn.
11. juli 2019 11:39

Enhedslistens grønlandsordfører, Christian Juhl, kræver, at der bliver givet en undskyldning til de grønlandske eksperimentbørn nu.

Det skriver Nordjyske Medier.

- Hun skal holde, hvad hun har lovet og ikke forhale det, siger Christian Juhl.

Mette Frederiksen sagde kort inden, at en ny dansk regering kom på plads, at hun som noget af det første som statsminister agtede give en officiel undskyldning til de grønlandske børn, der i 1951 blev sendt på såkaldt kulturopdragelse i Danmark.

LÆS OGSÅ Mette Frederiksen undskylder til danske børnehjemsbørn - 22 grønlandske børn må vente

Også en lang række personer, der som børn i 1950'erne og 60'erne har været udsat for vold og overgreb på danske børnehjem, skulle modtage statens undskyldning, sagde hun.

Men nu ønsker statsminister Mette Frederiksen at vente med en mulig undskyldning til de 22 grønlandske børn, til en udredning om hele forløbet om dengang ligger klar - tidligst næste sommer.

Og det er ikke okay, mener Enhedslisten. Også IA i Folketinget har kritiseret udmeldingen.

LÆS OGSÅ Forkert at udskyde undskyldning til eksperimentbørn

Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen (S), mener dog ikke, at undskyldningen nødvendigvis skal falde her og nu, siger hun til KNR.

- Jeg synes, det er i orden, at de ikke får en undskyldning på nuværende tidspunkt. En udredning er sat i gang, og den skal være klar, før en undskyldning kommer på tale, siger hun.