Enhedslisten kræver bevis

Justitsministeren i Danmark Morten Bødskov fra Socialdemokraterne starter nu en række samtaler med Folketingets partier, inden særloven om udenlandsk arbejdskraft til storskalaprojekterne fremsættes i Folketinget.
Skrevet af Peter Troelsen
25. februar 2013 14:50

Fra regeringens normale støtteparti Enhedslisten bliver der stillet krav om garantier, både fra den danske regering og fra Naalakkersuisut i Grønland, for at storskalaloven ikke på nogen måde er i konflikt med de internationale konventioner, som Danmark har ratificeret.

-Vi har faktisk kun et enkelt problem med storskalaloven. Det er § 10 stykke 2 – 7, hvor vi mener, at man unødig begrænser de grønlandske fagforeningers forhandlings- og konfliktret. Det kan være i strid med konventionerne, men selv om jeg i januar havde samtaler med både SIK og de offentligt ansattes fagforening, blev jeg ikke meget klogere på det område, fortæller Finn Sørensen der er ordfører for Grønland i Enhedslisten.

Tilbage før jul skrev Finn Sørensen til Ove Karl Berthelsen for at få en garanti for, at storskalaloven holdt sig indenfor de internationale konventioner, men her godt to måneder efter , har Finn Sørensen endnu ikke modtaget svar for naalakkersuisoq for råstoffer.

-Så længe man fra Naalakkersuisuts side mener, at loven er helt i tråd med alt det internationale, så kan jeg ikke forstå, at der endnu ikke er kommet svar fra Ove Karl Berthelsen. Et andet springende punkt kan være, at man fra Grønlandsk side kommer i konflikt med Selvstyrelovens § 16. Den handler om foranstaltninger, som selvstyret påtænker at træffe, og hvis iværksættelse er af væsentlig betydning for rigets forhold til udlandet, herunder rigets deltagelse i internationalt samarbejde, forhandles med regeringen inden vedtagelsen. Det er heller ikke sket. Jeg håber dog, at vi kan få den sikkerhed vi ønsker, og derfor kan bakke op om vedtagelsen af særloven, fastslår Finn Sørensen overfor knr.gl.