Efter hundeslædesnyd: En plads i historiebøgerne er vigtigere end præmien

Man kører for en plads i historiebøgerne og ikke for præmierne, siger tidligere deltager i Avannaata Qimussersua efter årets møgsager.
Foto © : Privat
08. maj 2019 06:03
Versionist Simon Uldum

Pengepræmien ved dette års Avannaata Qimussersua var på 30.000 kroner, en riffel og et rejsegavekort på 10.000 kroner.

Men det er dog ikke præmierne, der trækker mest, erkender manden med flest sejre ved Avannaata Qimussersua.

- Det handler om at vinde, at stå øverst på podiet. Det handler måske også om ære. Det er det, der trækker mest, siger Jørgen Kristensen, der har fem sejre ved hundeslædevæddeløbet bag sig. 

LÆS OGSÅ Vinder i Avannaata Qimussersua: Ukendt person overfodrede mine hunde

Dette års Avannaata Qimussersua er blevet overskygget af flere skandalesager.

En deltagers hund døde efter at have spist rottegift, som den var blevet fodret med op til løbet. En anden deltagers hunde blev overfodret med sælspæk, der gjorde, at de trak slæden tungt og langsomt, og vinderen fik frataget sejren og i stedet tildelt sidstepladsen, da han ved en fejl havde taget en genvej.

De to sager med hunde, der havde fået mad, som ejerne ikke selv havde fodret dem med, har fået slædeførernes organisation KNQK til at foreslå en vagtordning, så der bliver holdt opsyn med hundene i hundepladsen i dagene op til løbet.

LÆS OGSÅ Vinderen af Avannaata Qimussersua får frataget sin titel

Mikkel Jeremiassen er tidligere formand for KNQK i 17 år, og han har deltaget i løbet mange gange. Han er enig med Jørgen Kristensen i, at det ikke er præmien i sig selv, der er det vigtigste.

- Vindergejsten er i sig selv en hæder for både fører og hundespand. Det giver også en plads i historiebøgerne, siger han.

Det er ikke første gang i år, at Avannaata Qimussersua er ramt af møgsager. Jørgen Kristensen har for eksempel været ude for, at der blev skudt med luftpistol mod hans hunde før løbet.

- Det hjælper ikke at lave nye regler, så længe der ikke bliver holdt opsyn med hundene. Der vil altid være en risiko, siger Jørgen Kristensen.

LÆS OGSÅ Slædehund døde af rottegift

Ole Qvist er en af stifterne af Avannaata Qimussersua, og også han er harm over de episoder, der har været i væddeløbet. For det er slet ikke i tråd med visionerne.

- Meningen er at skabe en begivenhed til glæde for alle og for at få folk til at passe bedre på deres hunde, siger Ole Qvist. 

Det første Avannaata Qimussersua-løb blev afviklet i 1989. 

Næste års Avannaata Qimussersua sker i Uummannaq.