Vinder i Avannaata Qimussersua: Ukendt person overfodrede mine hunde

Endnu en møgsag har ramt dette års Avannaata Qimussersua. Klageudvalg i KNQK vil have vagter til at holde øje med hundene om natten.
Skrevet af Andreas Wille
01. maj 2019 07:50
Versionist Simon Uldum

Diskvalificering af grønlandsmester og en slædehund, der er død af rottegift.

Det er nogle af de skandalesager, der er dukket op i kølvandet på dette års grønlandsmesterskab i hundeslædeløb, Avannaata Qimussersua.

Og nu melder der sig endnu en sag: En ukendt person har fodret dette års vinders hunde med store lunser spæk syv dage før løbet.

Vinder Ville Siegstad plejer ikke at fodre sine hunde med kød og anden tung mad inden et løb, fortæller han.

- Jeg fandt spækrester blandt mine hunde. De havde spist så meget, at de ikke orkede at spise op, fortæller han.

LÆS OGSÅ Slædehund døde af rottegift

Hundene var så forspiste og mætte af sælspækket, at de var sløve at træne inden løbet, husker han. 

KNR har også fortalt om en slædehund, der kort inden Avannaata Qimussersua i slutningen af marts døde. Dyrlæger har analyseret billeder af hundens opkast, og har konkluderet, at dyret højst sandsynligt har spist rottegift. 

Derfor er der behov for vagter, der kan våge over slædehundene om natten under Avannaata Qimussersua, mener Mikkel Jeremiassen, der er formand for klageudvalget i sammenslutningen af slædekørere i Grønland, KNQK.

Mindst to vagter bør holde øje

Han fortæller til KNR, at han og andre i organisationen har drøftet sagen på et møde og derefter anbefalede, at der i fremtiden bliver holdt tilsyn med hundene om natten.

- Behovet er åbenlyst, men der blev ikke skredet til handling, og det er dybt beklageligt, siger Mikkel Jeremiassen, der også har været formand for KNQK i 17 år.

LÆS OGSÅ - Det er dejligt, meget dejligt

Udvalget anbefalede, at der skulle være mindst to vagter til at holde øje med hundene om natten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for KNQK.

I finansloven er der afsat 250.000 kroner til Avannaata Qimussersua til dækning af transportudgifterne til deltagere og deres hunde.

LÆS OGSÅ Vinderen af Avannaata Qimussersua får frataget sin titel

En anden møgsag ramte også dette års Avannaata Qimussersua. Løbets vinder fik nemlig frataget sin titel efter en underskriftindsamling, som de andre kørere lavede. Han havde nemlig kørt en genvej på grund af dårlig sigtbarhed, men på trods af det blev han alligevel udråbt som vinder.

En uge efter løbet besluttede hundeslædeorganisationen at fratage ham titlen.