MEDIER: En person bliver løsladt i Birna-sag

En af de to grønlandske anholdte mænd i sagen om drabet på den 20-årige Birna Brjánsdóttur i Island bliver løsladt i dag, torsdag. Det skriver de islandske medier Visir, Morgunbladid og RÚV.
02. februar 2017 09:40

Ifølge medierne har politiet i Reykjavik valgt ikke at bede om en forlængelse af varetægtsfængslingen til den ene anholdte.

Han er dog stadig sigtet i sagen, siger chefefterforsker Grímur Grímsson fra politiet i Reykjavik til Visir.is.

Den anden person er ifølge islandske medier fortsat tilbageholdt.

Politiet i Reykjavik vil hverken be- eller afkræfte over for KNR, om der er sket en løsladelse. I stedet henviser politiets pressemedarbejder til et retsmøde kl. 16 islandsk tid i dag.

Politiet vil herefter udsende en pressemeddelelse, oplyser Reykjavik Politi.