En højfrekvent lyd under vandet vil gavne både turisme, fiskere og dyreliv

Hvaler ender desværre ofte i fiskernes bundgarn til stor frustration, men Anders Lykke Laursen fra Nuuk Water Taxi gennemtrawlede nettet og fandt frem til de såkaldte "whalepingere", som forhåbentlig vil løse problemet.
Anders Lykke Laursen havde længe tænkt på, hvordan man kunne beskytte både hvaler og fiskeudstyr. Foto: Camilla Egeborg Møller / KNR
28. august 2024 15:14

Der er ingen pukkelhvaler i sigte ved Kolonihavnen i Nuuk, men det solrige vejr og den blikstille havoverflade gør dem i hvert fald nemme at spotte, hvis de skulle svømme forbi.

Anders Lykke Laursen er indehaver af Nuuk Water Taxi, der i 10 år har sejlet turister rundt i fjordene omkring hovedstaden, og her er hvalsafari en af de mest populære aktiviteter.

- Jeg kan desværre ikke trylle en hval frem, siger han med et grin og kaster et ekstra blik ud over vandet.

Gennem årene har der været problemer med, at særligt pukkelhvaler sidder fast i fiskernes bundgarn, og det satte Anders Lykke Laursen sig i foråret for at gøre noget ved.

Han søgte rundt efter muligheder og fandt frem til en "whalepinger", der kan monteres på fiskeudstyr og udsender en højfrekvent lyd, som hvalerne ikke bryder sig om.

- Det er altid en træls situation, for enten dør hvalerne, eller også går fiskeudstyret i stykker, så det ville vi gerne gøre noget ved, siger han.

Hvalerne holder sig væk

I maj donerede Nuuk Water Taxi derfor 50 whalepingere til bundgarnsfiskere, som er medlemmer af KNAPK.

- Vi deler vandet med alle brugerne, fiskere og fangere, så vi kan lige så godt hjælpe hinanden, siger Anders Lykke Laursen.

På en hvalsafari kan man ofte komme helt tæt på pukkelhvalerne, der gerne hilser med halen. Foto: Inesa Matuliauskaite

En af de fiskere, der har fået glæde af initiativet, er Steffanus Boye fra Qeqertarsuatsiaat. Han fik en whalepinger for et par uger, og konklusionen er, at hvalerne holder sig væk.

- Mit bundgarn med bur er tidligere blevet forstyrret af, at pukkelhvalen har åbnet det ved at vifte med halen. Normalt er der omkring 30 ton torsk i et bur, men hvis en hval kom forbi, var der måske kun seks ton tilbage. Efter et par dage med whalepingeren kom hvalerne ikke længere nær bundgarnet, fortæller Steffanus Boye veltilfreds.

Nuuk Water Taxi sponsorerede i maj 2024 50 whalepingere til KNAPKs medlemmer for at afhjælpe problemet med, at især pukkelhvaler kommer i karambolage med fiskernes udstyr og i nogle tilfælde ender som bifangst.

Bifangsten i Grønland omfatter flere store hvaler som pukkel-, våge-, grønlands- og finhvaler. Det viser data indberettet til IWC (Den Internationale Hvalfangstkommission).

På verdensplan ender over 300.000 hvaler og delfiner hvert år som bifangst i fiskernes net.

Departementet for Fiskeri og Fangst er ved redaktionens deadline ikke vendt tilbage med data om bifangst af hvaler specifikt i de grønlandske farvande.

Hos Nuuk Water Taxi har Anders Lykke Laursen erfaret, hvordan en fisker engang så sig sur på en pukkelhval, der kom for tæt på hans udstyr.

- Vi har faktisk oplevet på en hvalsafari, at nogen skød efter hvalen, vi så, fordi den åbenbart var for tæt på et bundgarn til stor overraskelse for både besætning og gæster.

En stor del af forretningen

Da Anders Lykke Laursen hørte om whalepingere, tænkte han, at det måtte være en oplagt løsning, så hverken fiskere eller hvaler led overlast.

- Jeg kan godt forstå frustrationen, og at man går lidt drastisk til værks for at beskytte sit udstyr, men hvis vi nu kan undgå det, er det bestemt værd at tage med.

Indehaveren af Nuuks største udbyder af sejlture og vandsport lægger dog ikke skjul på, at det også er i Nuuk Water Taxis interesse, at hvalerne ikke fanges ved et uheld.

Anders Lykke Laursen spejder efter hvaler i fjorden ved Nuuk, hvor han i årevis har arrangeret hvalsafarier. Foto: Camilla Egeborg Møller / KNR

- Vi er selvfølgelig tilhængere af, at pukkelhvalerne ikke forsvinder, fordi hvalsafarier er en stor del af vores forretning. Hvalerne kan vi jo se igen og igen. Det er en hjælp til fiskerne og deres udstyr, men det er også en hjælp til os selv.

Anders Lykke Laursen fortæller, at en whalepinger koster 1.200-1.700 kr., og at det er en billig investering set i lyset af, at et bundgarn nemt kan koste 30.000 kr. at erstatte.

Hvad gør I selv hos Nuuk Water Taxi for at passe på hvalerne – flere forskere peger for eksempel på, at lyden af bådmotorer kan stresse dem?

- Der findes officielle guidelines i forhold til, hvor tæt man må sejle på hvalerne – man må ikke sejle lige bag ved dem, så de føler sig jaget, og man skal heller ikke sejle direkte mod dem. Vi slukker gerne motorerne, og ofte oplever vi, at hvalerne er nysgerrige og selv svømmer hen til båden til stor glæde for gæsterne.

Selv om der i løbet af interviewet ikke er halesvirp i sigte fra Kolonihavnen, har Anders Lykke Laursen den seneste tid oplevet markant flere pukkelhvaler i fjorden.

- Vi er kommet til et punkt, hvor vi kan tilbyde hvalgaranti. En af årsagerne er fredningen af pukkelhvaler i Nuuks fjorde, og dét kombineret med beskyttelse af fiskernes garn, gør, at det er et rigtig godt sted for pukkelhvalerne at være om sommeren.