Emma havde aldrig siddet på en hundeslæde før. Nu har hun bygget sin egen
Hvad ved vi egentlig om hundeslædekulturens historie?
Ikke særlig meget. For den grønlandske hunds vigtigste redskab - slæden - er et overset felt.
Derfor har arkæolog og ph.d.-studerende ved Ilisimatusarfik og Københavns Universitet, Emma Vitale, besluttet sig for at undersøge hundeslæden og dens historie.
- Jeg forsker i hundeslædens historik og samarbejdet mellem hund og menneske, siger Emma Vitale.
Som en del af sin ph.d. valgte hun i februar at rejse til Sisimiut og bygge sin helt egen hundeslæde.
- Inden jeg kom til Sisimiut, havde jeg aldrig kørt hundeslæde før. Alt var helt nyt for mig, siger Emma Vitale.
En stejl læringskurve
Forskningen er en del af Qimmeq-projektet fra Københavns Universitet.
Qimmeq-projektets formål er at skaffe og udbrede viden om den grønlandske slædehundekultur for at bevare kulturens overlevelse.
Slædehundekulturen er nemlig truet af både klimaforandringer, høje udgifter, ændringer i fangstmønstrene, og at flere borgere flytter fra bygderne.
Emma Vitale samarbejder med Nationalmuseet i København og Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum og Arkiv).
Den slæde, hun har bygget, er en rekonstruktion af en slæde fra 1930’ernes Upernavik. Slæden er udstillet på nationalmuseet i Nuuk.
- Jeg valgte den, fordi det er vigtigt for mig, at slæden kan bruges efterfølgende, siger Emma Vitale.
Hun havde heller ingen snedkererfaring. Dog havde hun været på et snedkerkursus, inden hun satte sig i flyveren i Danmark mod Grønland.
- I starten var det overvældende. Jeg havde ikke nået at bygge en masse, da jeg ankom til Grønland, men jeg er glad for, at jeg havde lært basal viden om de forskellige værktøjer, siger hun.
Emma Vitale lærte, at intet er tilfældigt ved en hundeslæde. Igennem historien er der skrevet tæt på ingenting om hundeslæder på papir. Men der ligger mange års viden og erfaringer bag slædernes konstruktion.
- Når man ser en slæde, kan man måske tænke, at det bare er nogle stykker træ, der er bygget ovenpå hinanden. Men der er så mange små detaljer ved hver enkelt del, siger Emma Vitale.
Arbejdet med slæden har givet hende en stor respekt for det gamle håndværk.
- Jeg er endnu mere imponeret over, hvordan inuit i fortiden har bygget slæderne med så få materialer, siger hun.
Processen i fokus
Den metode, som Emma Vitale har benyttet under sin forskning ved at bygge hundeslæden, kaldes eksperimentel arkæologi.
Metoden består i, at man tester hypoteser og processer ved at lave en nøjagtig kopi af arkæologiske genstande.
Men det er ikke selve hundeslæden, der har været vigtig for Emma Vitales forskning. Det er processen i at bygge den.
- Mit fokus lå på, hvad jeg fik ud af selv at prøve at bygge en slæde. Hvilke detaljer opdagede jeg, som jeg ikke kunne læse mig frem til, siger hun.
Med andre ord var hendes forskning, hvad man kalder: ”learning by doing”.
Nu, hvor hun ved, hvordan en hundeslæde bygges, kan hun for eksempel begynde at kigge på forskelle og ligheder ved hundeslæder fra de enkelte distrikter herhjemme.
- Jeg kan kigge på materialerne, som hundeslæderne er bygget af. Måske har vi overset noget materiale, som historisk set har været en del af en hundeslæde, siger hun.
Finder arkæologer et stykke materiale - for eksempel en knogle - et sted i Grønland, så kan de med deres nye viden undersøge, om knoglen er brugt til en hundeslæde. Det kan give os en ide om, hvor gammel hundeslædekulturen er, og hvor den har eksisteret.
Første slædetur
Efter en måneds arbejde stod en original Upernavik-slæde klar. Bygget af fyrretræ og bundet sammen med kobbelrem af sælskind.
Den 240 centimeter lange og 66 centimeter brede slæde er væsentlig mindre end andre slæder. Derfor blev den også kun kørt af fire hunde.
Under sit ophold i Sisimiut fik Emma Vitale oplæring i hundeslædekørsel af en lokal kusk. Oplæringen foregik på en stor hundeslæde til turister, der blev kørt af 11 hunde, så det var en helt anden oplevelse at køre på den slæde, hun selv havde bygget.
- Jeg var så bange for, om den ville kollapse, siger hun.
Heldigvis var slæden stabil og dens første slædetur gik godt.
- Jeg havde jo bygget den selv. Det var lidt surrealistisk taget i betragtning af, at jeg ikke har den store erfaring, siger Emma Vitale.
I dag næsten et halvt år efter sin debut er Emma Vitale tilbage på kontoret i København. Her arbejder hun videre på at bevare den tusinde år gamle slædehundekultur.
