Elever er ikke uddannelsesparate

Alt for mange unge er ikke parate til at gennemføre en videregående uddannelse efter folkeskolen. Sådan lyder det samstemmende fra fem uddannelsesinstitutioner KNR har talt med.
Skrevet af Mads Ullerup
22. april 2013 07:06

På Søfartsskolen i Paamiut formåede blot 11 ud af 30 startende elever på det seneste hold at gennemføre deres uddannelse, fortæller forstander Mannarsinnguaq Noahsen.

- Det er ærgerligt, at kun en tredjedel af eleverne gennemfører og får bevis for en uddannelse, siger Mannarsinnguaq Noahsen.

Han tilslutter sig nu koret af kritikere, der mener, at niveauet i folkeskolerne bør forbedres.

- Her på skolen oplever jeg, at kompetencerne hos mange af folkeskoleeleverne i dag er for dårlige til, at de kan starte på en videregående uddannelse, siger forstanderen for Søfartsskolen i Paamiut.

På Gymnasiet og HTX-uddannelsen i Sisimiut modtager man ligeledes alt for mange ressourcesvage elever fra landets folkeskoler.

Og de svage elever koster både skolen tid og ressourcer, forklarer forstander Jokum Møller.

- Vi bruger mange ressourcer på at tale med eleverne, på studievejledning og på lærervejledning. En del af det kan jo afhjælpes, men det kræver ressourcer, siger Jokum Møller.

- Hvor stor en del af ansvaret bærer folkeskolen, mener du?

- Vi optager dem jo lige fra folkeskolen, så man må formåede, at det er der, hvor det trykker, siger forstanderen.

Udfordringen med elever der ikke er uddannelsesparate eksisterer på samtlige fem uddannelsesinstitutioner, KNR har talt med. Og det gælder Jern- og Metalskolen, Gymnasiet i Nuuk, Handelsskolen i Nuuk og altså senest Søfartsskolen i Paamiut samt Gymnasiet og HTX-uddannelsen i Sisimiut.

Indtil videre har det været småt med løsningsforslag, men nu foreslår forstanderen på Gymnasiet og HTX-uddannelsen i Sisimiut, Jokum Møller, at man genovervejer optagelseskravene til uddannelserne.

- Det er spørgsmålet om adgangskravene til de gymnasiale uddannelser er blevet sat for lavt, eller om det kan være en idé i at hæve kravene.

KNR ville gerne have talt med naalakkersuisoq for Uddannelse, Nick Nielsen fra Siumut for at høre om han har tænkt sig at gøre noget ved problemet. Det har dog ikke været muligt da han er på tjenesterejse.