Eksperter: USA betaler for at blive Grønlands næstbedste ven

USA's økonomisk støtte til Grønland sker, så USA får politisk indflydelse i Grønland, vurderer flere eksperter.
Onsdag kunne KNR fortælle, at USA er parat til at investere 82 millioner kroner i Grønland, som skal fordeles ud over turisme- og råstofområdet og uddannelsessystemet, herunder til undervisning i engelsk. Foto © : Jacobsen Susanne
23. april 2020 04:24

- Grønland er ikke til salg og kan ikke blive solgt, men Grønland er åben for handel og samarbejde med andre lande - inklusiv USA.

Ordene stammer fra formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), da præsident Trump i august sidste år meddelte, at USA var interesseret i at købe Grønland.

Tilbuddet blev blankt afvist af Naalakkersuisut og den danske regering. Men nu tegner det til, at USA på anden vis er klar med pengepungen over for Grønland.

Onsdag kunne KNR fortælle, at USA er parat til at investere 82 millioner kroner i Grønland, som skal fordeles ud over turisme- og råstofområdet og uddannelsessystemet, herunder til undervisning i engelsk.

LÆS OGSÅ USA vil sende penge til Grønland

Tilbuddet om investeringer kommer som led i en charmeoffensiv i Grønland, vurderer lektor ved Forsvarsakademiet i København, Jon Rahbek-Clemmesen.  

- Kina og Rusland har styrket deres positioner i regionen, og amerikanerne har behov for at svare lidt igen og få styrket deres position. Det gør de så ved at give økonomisk støtte for at knytte Grønland tættere til USA, siger Jon Rahbek-Clemmesen.

Så USA køber sig reelt venner? Er der sådan, det skal forstås?

- Ja, det er sådan, det skal forstås. De prøver at komme med et økonomisk alternativ til for eksempel kinesiske investeringer, siger han.

Gammel gæld til Grønland fra tidligere aftale

I 2004 aftalte USA, Grønland og Danmark at nedsætte gruppen Joint Committee, som betød, at USA skulle være med til at fremme Grønlands muligheder inden for bl.a. uddannelse, turisme, miljø og infrastruktur.

Til gengæld fik amerikanerne lov til at opgradere radaren på Pittufik til et missilskjold.

Aftalen om Joint Committee

6. august 2004 indgik landsstyremedlem for finanser, Josef Motzfeldt, den danske udenrigsminister Per Stig Møller og den amerikanske udenrigsminister Colin Powell en aftale i Igaliku. Aftalen rummede blandt andet: 

-  En udvidelse af Forsvarsaftalen fra 1951 om Pituffik, så USA fik lov til at opgradere radaren til et missilskjold

- At USA og Grønland skulle styrke samarbejdet inden for forskning, teknologi og energi, miljø, uddannelse, turisme, lufttraffik og handel.

Kilde: Det Danske Udenrigsministerium 

Men pengene fra USA har aldrig rigtig fundet vej til Grønland - før måske nu, vurderer lektor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet, Ulrik Pram Gad, som forsker i Grønlands udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

LÆS OGSÅ Kilder til KNR: USA er på vej med 82 millioner kroner til Grønland

- Formentlig er det her en pakke af nogle konkrete programadgange og samarbejdsprojekter og ting og sager, som USA i virkeligheden forpligter sig til at lave for 15-20 år siden, da man etablerede Joint Committee i forbindelse med, at USA gerne ville opgradere Thule-radaren, siger han.

Støtten er ikke uden bagside

I Danmark er flere politikere i Folketinget udtrykt bekymring for udsigten til økonomisk, amerikansk støtte til Grønland.

For støtten kommer med en pris, lyder det på tværs af danske partier.

Ifølge Jon Rahbek-Clemmesen fra Forsvarsakademiet har Grønland også god grund til at være forsigtig i forhold til at tage imod pengene.

LÆS OGSÅ Danske politikere om økonomisk støtte til Grønland: Vær ikke naive

- For Grønland er der selvfølgelig en kæmpestor fordel i at få støtte, men det kommer også med nogle ulemper. Det vil sikkert begrænse Grønlands mulighed for at føre sin egen udenrigspolitik. Amerikanerne vil ønske, at man ikke knytter så tætte bånd til Kina, som man har gjort tidligere.

USA er i øjeblikket i færd med at oprette en repræsentation i Nuuk. Ifølge Ulrik Pram Gad kan tilbuddet fra USA - sammen med repræsentationen - mere være en langtidsinvestering i Grønland.

- USA vil gerne være Grønlands - om ikke bedste ven - så næstbedste ven. Så hvis Danmark og Grønland en dag går helt skævt af hinanden, skal Grønland gerne vide, at  USA meget gerne vil samarbejde, så man ikke risikerer, at Grønland kaster sig i armene på Kina.