USA vil sende penge til Grønland
Verdens øjne er fokuseret på Arktis og Grønland, hvor lande ser forskellige investeringsmuligheder. Og det vækker bekymring hos Carla Sands og hendes regering i USA.
Det er en ny virkelighed, som USA skal være opmærksomme på, skriver den amerikanske ambassadør i Danmark i en kronik i Altinget.
Carla Sands kommer desuden med hårde ord mod Kina og Rusland i kronikken om USA og dets arktiske mål.
Økonomisk pakke til væksten i Grønland
I en kronik på det danske netmedie Altinget skriver Carla Sands, at der er amerikanske dollars på vej til den grønlandske landskasse:
- Den amerikanske regering er ved at udarbejde en substantiel pakke med økonomisk støtte, der kan give fornyet energi til væksten i Grønland, lyder det.
LÆS OGSÅ Detektor: Carla Sands advarer mod kinesisk spionage, men vil ikke udtale sig om USA's egen spionage
Penge skal - ifølge Sands - fremme iværksætteri og innovation til en bæredygtig økonomisk vækst i Arktis. Hvor mange penge det drejer sig om, står der ikke i kronikken.
Hun udtrykker i samme kronik en kritik af Rusland og Kina.
Agressive Rusland og griske Kina
Hun nævner de to lande som "Det aggressive Rusland" og "Det griske og forurenende Kina".
- Ruslands mønster med en aggressiv opførsel og en forøget militarisering i Arktis er en overhængende global bekymring, skriver hun om Rusland.
Kina får også en omgang af Sands, der mener, at Kina kan fremme ”frihedsfjendske” værdier og gå efter projekter for egen økonomiske interesser.
- Folkerepublikken forsøger også at bemægtige sig regionens værdifulde ressourcer ved at undersøge mulighederne for dobbeltsidig, civil og militær infrastruktur og sikre sig minelicenser til adskillige områder i regionen, som indeholder uran og andre sjældne jordarter, skriver Sands.
Vælg os istedet
Det lover USA derimod at de ikke vil gøre, fortsætter ambassadøren:
- USA vil være den foretrukne partner i Arktis, og vi håber på at opnå et sådant partnerskab gennem et direkte engagement, der fremskynder en bæredygtig udvikling og velstand i regionen. Alt sammen baseret på idealer om god embedsførelse, gennemskuelighed og den respekt for menneskerettigheder, der har gjort, at frihedselskende samfund trives.