Eksperter forbereder ekspedition til Camp Century
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Asiaq planlægger i øjeblikket en større sommer-ekspedition til iskappen over den forladte militærbase Camp Century.
Det skriver Sermitsiaq.AG i dag.
GEUS’ vicedirektør Flemming G. Christiansen vil dog ikke gå alt for meget i detaljer med planerne endnu, af frygt for at den komplicerede logistik vil medføre at dele af den planlagte ekspedition må aflyses.
Men hvis projektet lykkes, er planen blandt andet at der skal opsættes en klimastation, som kan indhente resultater om tilstanden på isen, sommer som vinter, siger vicedirektøren til avisen AG.
Derudover forventer man også at skulle tage prøver for det danske Sundhedsministerium, for at få afklaret om der er forhøjet radioaktivitet i spildevandet fra Camp Century-militærbasen, og få fastlagt helt præcist hvor og hvor dybt basen ligger under isen.