- Det handler ikke kun om dem, der arbejder i fiskeriet. Det handler også om deres familier og om de lokalsamfund i Grønland, hvor der ikke er så meget fiskeri. De vil også blive påvirket af en ændring i fiskeriet.

Det siger lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet, Birgitte Hoffmann. For der kan være store samfundsmæssige konsekvenser ved det forslag til en ny fiskerilov, som politikerne diskuterer i Inatsisartut det her forår. 

Birgitte Hoffmann var en af de seks forskere, der i et høringssvar til Departementet for Fiskeri og Fangst udtrykte bekymring over lovforslaget og over, at effekterne var underbelyste.

Mens der den seneste tid har været stor fokus på fiskerilovens konsekvenser for de enkelte fiskere og for virksomheder, så ved Birgitte Hoffmann mere om, hvordan ændringerne vil påvirke resten af samfundet.

- Fiskeri er et kulturbærende erhverv. Det har betydning for de enkelte små samfund, men det har også betydning for hele Grønland, siger hun.

Og ifølge hende er de langsigtede konsekvenser, der vil følge af, at man nedsætter den samlede fiskekvote og indfører individuelle omsættelige kvoter, mange og meget komplekse.

- Vores antagelse er ikke, at fiskere nødvendigvis vil sælge deres kvoter og forlade fiskeriet i morgen, fastslår hun først.

Hun fremhæver, at hun og andre forskeres analyser peger på, at fiskekvoter med tiden vil komme til at samle sig på færre hænder. Der vil altså blive færre jollefiskere, hvis den nye lov bliver vedtaget, som den står på papiret lige nu.

Sker det, er fiskekvoter ikke det eneste, der vil samle sig i klumper. Det vil samfundet også.

- Det kan godt være, at indtjeningen fra fiskeriet snævert set vil blive styrket, men man kan få en lang række udgifter eller manglende indtægter på andre områder, påpeger hun.

Hun peger på, at landskassen vil få færre skattepenge fra bygderne, fordi færre mennesker vil bo i bygderne. Der vil komme flere udgifter til sociale ydelser på grund af arbejdsløshed og flere, der vælger at pakke kuffert og familie og flytte ind til de større byer.

Og så begynder det at blive svært at forestille sig et Grønland, som det ser ud i dag med bygder og mindre lokalsamfund langs kysten.

- Så vil vi få en yderligere centralisering til de store byer, siger Birgitte Hoffmann.

Fundamentet for familien forsvinder

Selvom konsekvenserne strækker sig over lang tid, betyder det ikke, at familierne i landets bygder, der er afhængige af fiskeriet, ikke vil kunne mærke dem.

- For nogle familier vil konsekvenserne ramme relativt hurtigt, og de vil skulle se sig om og spørge, hvordan de så skal få penge til at leve, siger Birgitte Hoffmann.

Hun forklarer, at der er mange bygder i Grønland, hvor familier lykkes med at føre fiskeri- og fangsttraditionen videre og samtidig tjene godt og bidrage med skatteindtægter.

- Men hvis der over tid sker den her samling af kvoter på færre hænder, fordi jollefiskere sælger ud af deres kvoter, så vil der blive færre familier, der kan leve på den måde.

- Og hvad gør man så som familie? Hvordan skal man skabe et levebrød i den lokale by eller bygd, hvis man ikke fisker?, spørger hun.

På grund af de svære pendlermuligheder kan blive tvunget til at flytte, lyder svaret.

Og med det opstår der nye dilemmaer. For hvor flytter man lige hen, og hvilket job skal man lige tage?

- Det er jo heller ikke givet, at der er arbejde eller boliger i byerne, pointerer Birgitte Hoffmann.

Jollefiskeriets kvaliteter

Den fiskerilov, der lige nu behandles i Inatsisartut, kan altså bringe nogle store samfundsmæssige problemstillinger med sig. Men hvis politikerne smøger ærmerne op, er der muligheder for at forbedre den, fremhæver Birgitte Hoffmann.

Hun peger på flere steder, hvor politikerne skal være opmærksomme. Blandt andet er det vigtigt at diskutere, hvilke former for jobs og levevilkår, man ønsker i landet fremover.

- Det vil være en meget vigtig strategi i forhold til at undgå nogle af de værste konsekvenser, siger hun.

Derudover synes hun også, at man skal blive bedre til at udnytte “kvaliteterne” ved jollefiskeriet i Grønland.

Det ødelægger ikke havbunden, det er skånsomt, det sikrer lokalsamfund socialt og kulturelt og ødelægger ikke grundlaget for de næste generationer, remser hun op.

Jollefiskeriet kan være en meget mere bæredygtig måde at fiske på, påpeger Birgitte Hoffmann.

- Frem for at satse på kvantitet, kunne man prøve at satse på kvalitet.