Efterskoleforening: Vigtigt at slutte skoleåret bedst muligt

Mange unge fra Grønland har valgt ikke at afslutte deres efterskoleophold, selv om skolerne igen er åbne. Det ærgrer Efterskoleforeningens formand.
I to måneder har efterskolerne i Danmark været lukket. Nu er de åbnet igen, men flere grønlandske unge har valgt ikke at tage tilbage og afslutte deres efterskoleophold Foto © : KNR
Skrevet af Anders Dall
21. maj 2020 11:59

- Jeg tror, at vi som mennesker har brug for en mental afslutning, når vi har haft et stort projekt i gang, og det er jo et kæmpe stort projekt for en grønlandsk ung at drage hele vejen til Danmark og være på efterskole. Det er vigtigt, at man får slået en sløjfe og sluttet sådan et år af bedst muligt.

Sådan siger Torben Vind Rasmussen, der er formand for Efterskoleforeningen.

Han ærgrer sig over, at der er mange unge, der har valgt at blive i Grønland i stedet for at vende tilbage og afslutte deres efterskoleophold i Danmark.

LÆS OGSÅ Grønlandske unge dropper danske efterskoler efter corona-lukning

Efterskolerne har været corona-lukkede i to måneder, men åbnede igen i mandags. 82 unge har dog foreløbig valgt at blive i Grønland i stedet for at tage tilbage på efterskole. Og de mister ifølge formanden muligheden for at sætte et ordentligt punktum for deres efterskoleår. 

- Så kan det være en lang sommer at skulle gå og tænke: Var det så bare det, er der ikke mere, eller hvordan opretholder jeg kontakten til nogle af de kammerater, jeg har fået? Det tror jeg er vanskeligt, når man ikke får det afsluttet, siger han.

Højt frafald

Kun 68 ud af 150 grønlandske unge, som rejste hjem, da efterskolerne lukkede ned, har indtil videre valgt at genoptage deres efterskoleophold.

Med kun seks uger tilbage af skoleåret, forventede formanden, at det ikke ville være alle, som vendte retur. Men at tallet er så stort, overrasker ham alligevel.

- Vi er oprigtigt kede af, at det trods alt er så mange, der synes, at det måske ikke er besværet værd at rejse hele vejen til Danmark for de her seks uger. Jeg tror alligevel, at de seks uger er givet godt ud for at komme tilbage til fællesskabet, siger han.

LÆS OGSÅ Efterskoleelever i Danmark: Vi savner vennerne - og ture til Brugsen

Normalt skal elever, der tager et efterskoleophold i 9. klasse, til afgangsprøver. Men på grund af coronakrisen er prøverne i år aflyst. I stedet gælder årskarakteren.

Selv om der er elever, der ikke fuldfører de sidste seks uger, håber Torben Vind Rasmussen, at den enkelte skole sikrer, at eleverne får de bedst mulige betingelser for at komme videre i uddannelsessystemet.