Efterskole skal renoveres, mener forstander. Men ingen ved hvornår

Flere elever på efterskolen i Maniitsoq er taget hjem til deres familier, efter der blev konstateret skimmelsvamp. Naalakkersuisut arbejder på en løsning, siger de til KNR.
Vandskader og mistanke om skimmelsvamp fik Maniitsumi Efterskoli til at igansætte en undersøgelse af indeklimaet. Nu er skolens bygninger tømt for elever. Foto © : KNR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
22. maj 2024 07:51

- Selvom det er overraskende, så passede mistanken. Så beslutningen var ikke til at komme uden om.

Sådan siger forstander på Maniitsumi Efterskoli, Vilhelm Lars Josefsen.

Sidste mandag skulle efterskolen i Maniitsoq tømmes for elever, efter at der var blevet konstateret skimmelsvamp i skolens bygninger.

Vilhelm Lars Josefsen forklarer, at der siden 2012 har været mistanker om skimmelsvamp i den kollegiebygning, hvor efterskoleeleverne bor til dagligt.

- Vi har haft mistanken længe blandt vores medarbejdere og elever og enkelte forældre – især dem med eksem – at der findes skimmelsvamp et eller andet sted, siger han til KNR.

Derfor iværksatte efterskolen selv en undersøgelse af indeklimaet på skolen. Og konklusionen i den rapport, der efterfølgende udkom, var ikke positiv.

I den står der, at der i skolens bygninger er flere tilfælde af tidligere vandskader, som har medført skimmelvækst og lugtgener.

Som konsekvens af skimmelsvampen er eleverne i stedet blevet indkvarteret i uddannelsescenteret Majoriaqs kollegiebygninger, skrev Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke i en pressemeddelelse tidligere på måneden.

Efterskolen i Maniitsoq har plads til i alt 60 elever. Dette skoleår går der 28. Foto © : KNR

Rømningen af skolen sker midt i eksamensperioden. Men ifølge pressemeddelelsen var det nødvendigt for eleverne og de ansattes sundhed.

Forstander Vilhelm Lars Josefsen forklarer til KNR, at de 28 elever, der går på skolen, har overstået de skriftlige eksamener. Men på grund af skimmelsvampen er 11 elever taget hjem til deres familier.

- Vi forventer, at der bliver flere, nu hvor kammeraterne er taget hjem, siger han.

Efterskolen skal fortsætte

Maniitsumi Efterskoli hører under Selvstyret, og det er dermed også naalakkersuisut, der skal beslutte, hvad der nu skal ske med efterskolen, dens elever og ansatte.

I pressemeddelelsen forklarede de, at det “på nuværende tidspunkt” ikke er muligt at fortsætte den “normale drift” af Maniitsumi Efterskoli. 

- Rømningen vil desuden medføre omfattende ændringer i skolens planlagte aktiviteter i både indeværende og kommende skoleår, stod der.

Til KNR siger naalakkersuisoq for Børn, Unge, Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke, Aqqaluaq B. Egede (IA):

- Vi er påbegyndt arbejdet med at finde løsninger i departementet for at sikre, at eleverne rammes mindst muligt, siger han.

Han forklarer, at de blandt andet er ved at undersøge, om der skal bygges nye kollegier til eleverne.

Bygningerne skal renoveres

Ifølge forstanderen på efterskolen er det nødvendigt med en renovering af elevernes værelser. Det er det også med det område, hvor de ansatte opholder sig, samt to andre lokaler, hvis skolen skal fortsætte som normalt.

- Hvis de værste områder kan renoveres, kan skolen fortsætte sin drift, siger Vilhelm Lars Josefsen.

Han fortæller, at de elever, der efter planen skal starte på efterskolen i det nye skoleår, har fået en bekræftelse på, at de skal starte.

Naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede (IA) understreger da også, at målet er, at efterskoleåret skal begynde som planlagt til august.

Selvom jeg ikke kan give et mere konkret svar, så er departementet ved at hastebehandle problemet, siger han.