Efterfest med joller

Berusede bygdefolk sejler med deres joller til efterfest i Kangaatsiaq, hvor der er længere åbningstid for udskænkning af alkohol. Farligt mener nogle, men kommunen vil ikke ændre regler for åbningstider.
Skrevet af Noah Mølgaard
21. november 2011 08:33

Udskænkningen af alkohol lukker klokken 01.00 når foreninger afholder arrangementer. Derimod lukker værtshuset i Kangaatsiaq udskænkningen klokken 03.00. Det har fået flere til at tage jollen fra bygden Niaqornaarsuk til Kangaatsiaq i nattetimerne med et formål at fortsætte festen et par timer.

Det har kommunalbestyrelsesmedlem Otto Jeremiassen fra Siumut påpeget overfor Qaasuitsup Kommunia. Han mener også foreningerne burde har flere bevillinger til servering af alkohol.

Sportsforeninger og andre foreninger med samfundsgavnlige formål står med et paradoks. De tjener flest penge, når de laver arrangementer med øl-salg. Men en forening må ifølge reglerne i Qaasuitsup Kommunia højst lave arrangementer med øl-salg to gange om året. Og salget skal stoppe senest klokken 01.00.

Problemstillingen i Kangaatsiaq området får kommunen ikke til at ændre på reglen om hvornår ølsalget skal stoppe.

- Disse arrangementer må ikke tage karakter af værtshusdrift og det skal derfor anbefales at salg af alkohol skal ophøre senest klokken 01.00, lyder anbefalingen fra administrationen i Qaasuitsup Kommunia inden kommunalbestyrelsesmødet den 23. november.

Foreningslivet i Qaasuitsup Kommunia mærker den økonomiske stagnation, hvor indsamlinger med bingo og andre aktviteter ikke giver større overskud. Men øl-salget giver som regel penge i kassen og giver dermed tilskud til sportsklubbernes deltagelse i GM.

Qaasuitsup Kommunia har modtaget flere indvendinger til den gældende ordning. Administrationen i kommunen foreslår overfor kommunalbestyrelsen af antallet af de såkaldte lejlighedsbevillinger bliver ændre fra 2 til 4 om året.

Administrationen anbefaler også at Qaasuitsup Kommunia laver en alkoholpolitik i 2012, der også dækker problemstillinger i lejlighedsbevillingerne.