Du betaler de dårlige betaleres restancer

Det er helt i tråd med landets lovgivning, at manglende huslejebetalinger i selvstyrets boliger bliver debiteret de, der hver måned betaler huslejen til tiden. I kroner og øre betyder det, at betalerne påføres en ekstra udgift på 11 kr. pr. kvadratmeter om året.
Skrevet af Peter Troelsen
09. juli 2012 09:51

Medlem af Inatsisartut Malik Berthelsen fra Siumut havde stille § 37 spørgsmål til naalakkersuisoq for boliger Jens B. Frederiksen omkring de manglende beetalinger til selvstyrets boliger. I sine svar på Malik Berthelsens spørgsmål fastslår Jens B. Frederiksen blandt andet:

-Hvis ikke vi opkrævede den manglende betaling hos de øvrige lejere, ville det have den konsekvens, at det offentlige skal skaffe boligafdelingerne de mistede indtægter på anden vis som f.eks. ved skatter og afgifter.

Så kan man som udenforstående beskuer stille sig selv spørgsmålet, hvorfor vi skal betale for dem, der vælger ikke at bruge deres penge på huslejebetaling, men det spørgsmål har naalakkersuisoq ikke taget stilling til.

I sit svar henholder Jens B. Frederiksen sig til følgende: Der er jf. balanceprincippet mellem indtægter og udgifter og det fremgår af § 28 i Landstingsforordning nr. 2, af 12. maj 2005, at "I Hjemmestyrets og kommunernes flerfamiliehuse skal den samlede lejeindtægt for en boligafdelings boliger til enhver tid være fastsat således, at den giver boligafdelingen mulighed for at afholde samtlige udgifter,….. ”

Der oplyses til spørgeren at Selvstyret ved udgangen af første kvartal 2012 har opkrævet og hensat 44,7 millioner kroner til dækning af opståede restancer. Så kan man jo selv regne ud, hvor stor en del af disse penge man har bidraget med ved at gange sin lejligheds størrelse med 11 kr. For en lejlighed på 60 kvadratmeter giver det altså en ekstraudgift på 660 kr. årligt.