Dronningen er ankommet til Færøerne efter udskydelse

Programmet for dronningens færøske besøg rykkes, da dårligt vejr forhindre hende i at ankomme til tiden.
Den officielle modtagelse af dronningen i den færøske hovedstad, Tórshavn, skulle have fundet sted torsdag formiddag, men udskydes til klokken 13. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Ritzau
15. juli 2021 10:23

Dronning Margrethe er torsdag klokken 11 ankommet til Færøerne med fly, efter at hendes tur blev udskudt fra onsdag til torsdag grundet dårligt vejr.

Det bekræfter kongehusets kommunikationsafdeling.

Af den grund ændres tidsplanen for hendes fire dage lange besøg.

Den officielle modtagelse af dronningen i den færøske hovedstad, Tórshavn, skulle have fundet sted torsdag formiddag, men udskydes til klokken 13.

LÆS OGSÅ Kongeskibet slæbt i havn med tekniske problemer

Lørdag opstod der problemer forud for hendes officielle besøg, da kongeskibet Dannebrog, der typisk er en del af rejsen, blev ramt af motorproblemer.

Skibet ligger fortsat til observation i Flådestation Frederikshavn.

Kongehuset har på nuværende tidspunkt ikke nogen opdatering på, hvordan det går med reparationen af Dannebrog.

Dronning Margrethe kommer også til Grønland på besøg denne sommer. Hendes besøg er planlagt til at vare fra den 24. juli til 5. august.