Kongeskibet slæbt i havn med tekniske problemer

Dronningens tur til Færøerne finder som planlagt sted i næste uge trods motorproblemer, bekræfter Kongehuset.
Dronningen besøger Grønland fra den 24. juli til den 5. august. Arkivfoto. Foto © : Camilla Dam/KNR
Skrevet af Ritzau
11. juli 2021 13:21

Kongeskibet Dannebrog blev lørdag ramt af tekniske problemer på vej til Færøerne, der medførte, at begge motorer satte ud.

Det bekræfter oberst Jens Lundborg fra Forsvarskommandoens operationsafdeling.

Det sker, inden dronningen i den kommende uge skal på sit officielle besøg. Hun var dog ikke ombord på båden, da problemerne opstod, og det var andre medlemmer af den kongelige familie heller ikke.

LÆS OGSÅ Dronning Margrethe besøger Grønland: Fra øst til vest

Kongehusets kommunikationsafdeling bekræfter dog, at dronningens planlagte besøg fortsat gennemføres i den kommende uge.

- Kongeskibet Dannebrog er blevet sejlet til Frederikshavn grundet maskintekniske problemer. Men vi kan bekræfte, at Dronningens planlagte besøg til Færøerne fortsat gennemføres, lyder det.

Afventer alvor

Forsvarskommandoen er i midlertid ikke i stand til at oplyse, om Kongeskibet kan nå at blive repareret inden turen til Færøerne.

- Lige nu er skibet kommet til Frederikshavn, og nu skal teknikere og værftsmedarbejdere til at kigge på, hvor lang tid det tager, så det kan jeg ikke sige noget om endnu, siger Jens Lundborg til Ritzau.

Kongehuset afventer alvoren af problemerne, inden et alternativ til Kongeskibet findes.

Turen til Færøerne er en del af dronningens sejlsæson, der startede 4. maj.

Fra Færøerne tager hun videre til Grønland på et besøg, der varer fra den 24. juli til 5. august.