Dronningen aflyser 80-årsfødselsdag på grund af coronavirus

Spredningen af coronavirus i Danmark har nu fået Kongehuset til at aflyse alle arrangementer i forbindelse med Dronningens 80-årsfødselsdag.
Dronning Margrethe opholder sig for tiden på Fredensborg Slot, hvor hun har meddelt at alle arrangementer i forbindelse med hendes fødselsdag er aflyst. Foto © : Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
13. marts 2020 07:34

Hendes majestæt Dronningen aflyser sin stort anlagte 80-årsfødselsdag på grund af situationen med coronavirus.

- Vi har alle et særligt ansvar for at tage hensyn til hinanden og sammen bidrage til, at Danmark kommer godt igennem de meget store udfordringer, som landet står overfor, siger Dronningen i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Og slutter med en appel til, at alle følger regeringens og myndighedernes anvisninger og passer på hinanden.

Grønlandske balletbørn skulle have danset for Dronningen

Den runde fødselsdag var planlagt med flere arrangementer over flere dage både før og efter selve fødselsdagen, den 16. april.

LÆS OGSÅ Coronavirus får kronprinsfamilien til at forlade Schweiz før tid

Blandt andet den traditionelle lykønskning fra folket til Dronningen på Amalienborg Slotsplads og et større arrangement i Tivoli i København, hvor blandt andet grønlandske, færøske og danske balletbørn skulle danse for Dronningen.

Men alle arrangementer og aktiviteter i forbindelse med fejringen er altså nu aflyst, skriver Kongehuset.

Kongefamilien aflyser al deltagelse

I forbindelse med aflysningen takker Dronningen samtidig alle dem, der arbejder for at holde samfundet kørende.

LÆS OGSÅ Landslæge om corona: Det bliver svært at behandle mange alvorligt syge

- Jeg vil gerne rette en dybtfølt tak til det danske sundhedspersonale og de myndigheder, institutioner, virksomheder og enkeltpersoner, som udviser stor handlekraft og omsorg for den danske befolkning, så vi sammen kan komme igennem denne vanskelige tid, udtaler Dronningen.

Kongefamiliens deltagelse i alle øvrige officielle programpunkter er også aflyst de kommende uger.