Coronavirus får kronprinsfamilien til at forlade Schweiz før tid

Kronprins Frederiks fire børn afslutter ophold på international skole i Schweiz før tid på grund af corona.
- Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden, lyder det fra kronprinsparret. Foto © : Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
12. marts 2020 11:24

Kronprinsparret og deres fire børn vender nu hjem fra skoleophold i Schweiz tidligere end planlagt på grund af coronavirusset.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.

LÆS OGSÅ Kronprinsesse Mary tager med børnene til Schweiz

Parrets fire børn startede 6. januar på et 12 uger langt skoleophold i Schweiz. Det bliver dermed afbrudt nogle uger før tid.

- Kronprinsparret finder det mest naturligt at vende hjem og stå sammen med danskerne i en tid, der kræver meget af alle, og hvor der ligger et fælles ansvar for at passe på hinanden, lyder det fra kronprinsparret.