Droner, nu til forskningsbrug

Som Radioavisen fortalte i går, etablerer Aarhus Universitet en ny forskningsstation i forbindelse med Station Nord i Nordøstgrønland.
Skrevet af Martine Lind Krebs
29. januar 2013 06:47

Som en del af det avancerede udstyr investerer universitetet i 3 droner, som senest om fire år skal flyve over Grønland og tage billeder af havet og jordoverfladen. Det skriver Jyllands-Posten.

Droner er ubemandede fly, der i medierne mest er kendt for at bombe mål på landjorden for USA.

Dataene fra dronerne skal bruges til at undersøge, hvordan isen, havet og landjorden påvirkes af klimaforandringer. Dronerne giver mere nøjagtige billeder end satellitter, fordi de flyver lavere. Desuden kan de måle ozonen i luften og fastslå omfanget af forurening.

Der bliver sandsynligvis tale om den norske drone Cryowing til 1,5 millioner kroner stykket. Til gengæld er de billigere i drift end bemandede fly og vil derfor kunne sendes i luften dagligt, forudser projektleder Henrik Skov fra Aarhus Universitet over for Jyllands-Posten.

Pengene til den nye forskningsstation kommer fra en bevilling fra Villum Fonden på 70 millioner kroner.