Drik med måde

Selv om alkoholforbruget her i landet falder, så opfordrer Naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain i forbindelse med uge 18, til en debat om alkoholvaner og holdningsændringer.
Skrevet af Oline I. Olsen
02. maj 2012 16:43

- Vi skal bort fra druk for at opnå stærk rus, det er heller ikke sundt at drikke for meget på en gang, siger Agathe Fontain, der forklarer at restriktioner på alkoholområdet har været med til at nedbringe alkoholforbruget.

- Det er vores  drikkevaner vi skal lave om på, altså det at mange drikker med det formål at opnå en stærk rus. Det er det vi skal gå bort fra, ikke mindst fordi det heller ikke er sundt at man drikker så meget på een gang, siger Naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain om temaet for dette års uge 18, hvor der sættes fokus på alkohol og drikkemønstre.

Alkoholforbruget i Grønland er faldende, og det er blandt andet på grund af restriktioner, at det går den rigtige vej, siger en optimistisk Agathe Fontain.

- Det er jo fordi vi i dag har de her restriktioner, med høje priser på alkohol, aldersrestriktioner og begrænsninger omkring hvornår man kan købe alkohol, at det går det den rigtige vej, siger Agathe Fontain, der dog understreger at Naalakkersuisut ikke har intentioner om at lave yderligere stramninger.

Hun påpeger, at verdens sundheds organisationen WHO har udarbejdet en rapport, der konkluderer at restriktioner på alkoholområdet ER redskaber der begrænser og nedbringer alkoholforbrug, og som har en bred præventiv virkning.

Men Naalakkersuisut har altså ikke planer om at lave strammere regler på alkoholområdet, men mener tværdimod, at der er behov for ændringer i vores vaner og holdninger.

- Det er vores drikkemønster, det at vi er rusdrikkere, som vi skal bort fra, så vi får et mere afslappet forhold til alkohol, så vi ikke absolut skal drikke os sønder og sammen, hver gang vi går i byen, siger Agathe Fontain.