DR laver ungdomsserie fra Nuuk

I en ny DR-dokumentarserie fortæller unge nuummiut om hemmeligheder, som de går og tumler med. Holdet bag serien ønsker at give et sjældent indblik i unge grønlænderes tilværelse.
Foto © : KNR
01. juli 2017 13:22

Over seks afsnit af en halv times varighed afslører unge mellem 18 og 29 år hemmeligheder for åben skærm i dokumentarserien “Hemmeligheder fra Nuuk”.

Det er nemlig al for sjældent, at danske medier giver et indblik i unges liv i Grønland, siger Caroline Una Henningsen, producent hos Nordisk Film, som laver serien for DR.

- Vi sad og kom i tanke om, at det (TV, red.) er noget med julehilsen til Grønland og nogen gange, når de kongelige skal derop med kongeskibet. Det er nærmest det, vi kan komme i tanker om, men reportage om ungdomsliv i Grønland kunne vi ikke huske at have set.

Mange deltog i test-optagelse

Derfor besluttede tv-holdet at lave et forsøg på GU i Nuuk, hvor studerende frivilligt kunne gå i enerum og fortælle en hemmelighed til et kamera.

- Det kom der bare overvældende mange, gode hemmeligheder ud af. Så vi fik med det samme overtalt DR til, at det skulle vi lave en programserie om. Og så tog vi til Grønland for at følge de her hemmeligheder til dørs, siger Caroline Una Henningsen.

DR3 er Danmarks Radios ungdomskanal på tv og har i nu 4 år skildret unges liv i Danmark.

Men selv om serien denne gang foregår i Grønland, er hemmelighederne ikke er så anderledes end hos unge andre steder i verden, oplever Caroline Una Henningsen.

- Jeg vil sige, at det er nogle meget almenmenneskelige dilemmaer, folk står i og universelle hemmeligheder. Nogen har større (hemmeligheder, red.) end andre, men langt det meste af det, er noget, der lige så godt kunne være foregået i Thyborøn eller København eller Odense eller alle mulige andre steder for den sags skyld.

Og selv om der er tale om personlige hemmeligheder, har TV-holdet oplevet en stor interesse for at medvirke og lade andre spejle sig i et særligt dilemma. 

- Når vi først er kommet over de indledende snakke, så har folk været rigtig søde og imødekommende og har gerne ville medvirke. Heldigivs. Det er vi meget glade for.

Holdet bag serien har allerede optaget tre afsnit og forventer at optage de tre sidste afsnit til august i Nuuk. 

Serien “Hemmeligheder fra Nuuk” får premiere på DR3 13. november i år.