Doris Jakobsen foreslår nyt ministerområde

Der bør være en minister for arktisk samarbejde. Sådan vil det i aften lyde, når Doris Jakobsen holder sin ordførertale ved Folketingets åbning.
Skrevet af Martine Lind Krebs
06. oktober 2011 10:16

Doris Jakobsen mødtes med den nuværende minister for by, bolig og landdistrikter Nicolai Wammen under regeringsforhandlingerne, og udtrykte ønske her om oprettelsen af dette ministerområde. Et ønske, der altså ikke blev fulgt. Men alligevel har Doris Jakobsen ikke glemt det.

- Der er jo meget fokus på Arktis på grund af vores ressourcer og klimaændringer. Derfor synes jeg det er meget vigtigt at synliggøre det arktiske område ved at få en arktisk minister her i regeringen, siger hun.

Doris Jakobsen vil desuden i sit ordførerindlæg lægge vægt på behovet for bedre forhold for grønlandske studerende i Danmark og behovet for at handicappede har ret til en årlig ledsaget tur til Grønland. En anden kæphest er, at forbedre folkeskolens undervisningsmaterialer om Grønland.

-  Jeg har hørt mange gange fra de danske lærere, at undervisningsmaterialerne er for gamle og giver et gammeldags syn på Grønland. Derfor er det vigtigt, at forbedre materialerne, så de danske unge kan få mere viden om nutidens Grønland, siger hun.

Det er blot tredje gang Doris Jakobsen står på talerstolen i Folketinget. I 2009 holdt hun sit første ordførerindlæg, som stedfortræder for Lars-Emil Johansen. Det andet grønlandske folketingsmedlem, IA’s Sara Olsvig, skal have sin debut i aften.

-  Jeg er selvfølgelig spændt, fordi det er min første tale som folkevalgt. Og det har stor betydning for mig, at det er ved en åbningsdebat, hvor jeg kan fremlægge nogle ting og reagere på statsministerens åbningstale, siger hun.

I modsætning til Doris Jakobsen ønsker hun endnu ikke at løfte sløret for, hvad hun vil sige i sin ordførertale.