Doris i Saudi Arabien

I disse dage er folketingsmedlem Doris Jakobsen (S) i Saudi Arabien og Abu Dhabi sammen med Det Udenrigspolitiske Nævn. Se billeder.
Skrevet af Pipaluk Høegh
28. november 2012 04:51

Folketingsmedlem Doris Jakobsen (S) er disse dage på udlandsrejse. Sammen med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn rejser hun til Saudi Arabien, Bahrain, Abu Dhabi og Dubai. Disse lande er kendt for deres store forekomster af råstoffer og det giver inspiration:

- Rejsen til Saudi-Arabien, Abu Dhabi og Dubai giver mig bl.a. lejlighed til ved selvsyn at se, hvordan disse lande håndterer råstofudvindingen og råstofindtægterne. I den sammenhæng er det spændende at høre mere om demokratiudviklingen i regionen, siger folketingsmedlem Doris Jakobsen.

Rejsen foregår fra den 25. november til torsdag den 29.november. Udover Doris Jakobsen deltager socialdemokraten Jeppe Kofod, Karsten Nonbo og Lykke Friis  fra Venstre, Rasmus Helveg Petersen fra de Radikale Venstre.

- Formålet med rejsen til Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er gennem samtaler med en bred vifte af politikere, repræsentanter for civilsamfundet og tænketanke at få indblik i den indenrigspolitiske situation i landene, i landenes rolle som udenrigspolitiske aktører regionalt og internationalt, den sikkerhedspolitiske situation i området og betingelserne for demokrati i regionen, skrivet udvalget i Folketingets hjemmeside.

Folketingets Udenrigspolitiske Nævns rejsebudget er på i alt 245.510 kroner.