Doris får revisor-kritik for at opbevare benzinkort sammen med kode
24. november 2017 blev en person anmeldt til politiet for at have misbrugt Doris J. Jensens benzinkort, som hun havde fået udleveret af Selvstyret til at tanke hendes ministerbil, en Mitsubishi Outlander.
Ifølge Deloittes undersøgelse af sagen har vedkommende misbrugt benzinkortet til at tanke en båd for mindst 6.855 kroner i 2017. Der kan dog være tale om et større beløb, skriver revisionsfirmaet.
Højt forbrug
Generelt er benzinkortet blevet brugt ganske flittigt i 2017. Ifølge Deloitte er kortet blevet brugt 91 gange i løbet af de første ni måneder af 2017. Der er foretaget 43 tankninger hos Trolle, 47 gange hos Orsiivik og en enkelt gang i Ilulissat.
- Det er vanskeligt, at definere et 'normalforbrug', men det realiserede forbrug indikerer dog et betydeligt antal kørte kilometer, skriver revisionsfirmaet.
Det fremgår ikke, hvor mange af tankningerne, der er foretaget af den person, departementet efterfølgende politianmeldte.
I undersøgelsen fra Deloitte er navnet på personen, der angiveligt har misbrugt benzinkortet, streget ud. Det fremgår dog, at Doris J. Jensen, hendes ægtefælle og mindst en person mere havde adgang til ministerbilen, hvor både benzinkort og koden var tilgængelig.
LÆS OGSÅ Demokraterne venter i benzinkort-sagen
KNR har bedt Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke om at be- eller afkræfte, at vedkommende, som departementet anmeldte til politiet i 2017, var en af de personer, der havde adgang til tjenestebilen. Det har departementet ikke ønsket at svare på. Af anmeldelsen til politiet fremgår det dog, at departementet udelukkende har anmeldt den mistænkte for bedrageri, men ikke for indbrud i tjenestebilen.
Til slut i undersøgelsen kommer Deloitte med sine anbefalinger:
- Det anbefales generelt, at der udvises en højere grad af sparsommelighed og ansvarlighed i forhold til anvendelsen af skattefinansierede midler end ovenstående opbevaring og brug af optankningskortet er udtryk for, skriver Deloitte og fortsætter:
- Det anbefales at udleverede optankningskort og den dertilhørende kode opbevares forsvarligt, således et uberettiget brug kan imødegås, skriver revisionsfirmaet.
Doris J. Jensen har selv oplyst, at den politianmeldte er en person udenfor hendes husstand. Politiet har senere droppet sigtelsen mod vedkommende.
LÆS OGSÅ Kielsen vil ikke dømme i benzinkortsagen endnu