Disko Line får passagererne frem med skibe

Disko Lines mulighed for at transportere passagerer med skib i Sydgrønland har været afgørende for at få folk frem til deres destinationer, forklarer rederiets ejer.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
17. januar 2017 11:53
Versionist Simon Uldum -

På trods af kritik fra flere sider – og særligt fra lokalpolitikere i Sydgrønland - så mener Disko Lines ejer Jørgen Nielsen, at det nye trafiksystem med både helikoptere og skibe allerede har vist sit værd.

I Sydgrønland har situationen nemlig været sådan, at det hovedsageligt er med skib, at selskabet har fået passagererne frem.

- Vi har næsten ikke haft strandede gæster i syd - der har været nogle enkelte - men ikke i forhold til, hvad der ellers ville have været, når man tager vejret i betragtning, siger Jørgen Nielsen, ejer af Disko Line.

Tostrenget system er en fordel

Ifølge Jørgen Nielsen har det nye tostrengede trafiksystem i Sydgrønland med både helikoptere og skibe været en klar fordel den seneste tid på grund af vejret.

- Der har været rigtig mange helikopteraflysninger, og der har vi kunnet gå ind med skibene og løse opgaverne med både targaerne og Aviaq Ittuq, siger Jørgen Nielsen og fortsætter:

- Vi kan ta udgangspunkt i dagen i dag(torsdag 12. januar). Der er det sådan, at helikopterne kan ikke flyve, men vi får jo de fleste af gæsterne frem med skibe.

Dårligere start i Diskobugten

Jørgen Nielsen understreger, at det er den enkelte kaptajn, der beslutter om en afgang aflyses.

- Hvis kaptajnen på en helikopter vurderer, at der ikke kan flyves, så kan der ikke flyves. Hvis kaptajnen på en båd vurderer, at der ikke kan sejles, jamen så kan der ikke sejles.

I Diskobugten er Disko Line dog kommet noget ringere fra start på grund af vejret.

- Det har givet nogle frustrationer og nogle strandinger rundt omkring, så det prøver vi at løse så godt som muligt, siger Jørgen Nielsen.