Det sker i Inatsisartut tirsdag

Der er seks dagsordenspunkter i Inatsisartut i dag. Dagen starter med 2. behandling af forslaget om regulering af arbejdskrafttilgang i Grønland.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
24. oktober 2017 09:40

Her går et flertal ind for den stramning, der betyder at selvom en arbejdsgiver ikke får svar på sin anmodning til kommunen om tilførelse af arbejdskraft udefra efter 14 dage, betyder det ikke at tilladelsen dermed er givet.

Erhvervslivet frygter at den ny ordning vil besværliggøre tilgang af nødvendig arbejdskraft, og Demokraterne erklærer sig i en mindretalsudtalelse enige i det synspunkt. Resten af partierne bakker op om forslaget, men lover at holde øje med om der viser sig utilsigtede effekter af lovændring.

Der er også 2. behandlinger af to forslag - dels om forbedringer i folkeskolen - dels om smidigere regler for dannelse af andelsboligforeninger.

Tirsdagen byder også på den årlige udenrigspolitiske redegørelse. Desuden et forslag om kirkeskat, som Demokraterne foreslår kun skal opkræves fra dem, der er medlem af folkekirken.

Og endelig inviterer IA´s Peter P. Olsen til forespørgselsdebat omkring kunstnererhvervet, og hvad der kan gøres for at generere flere indtægter til kunstnerne - og hvordan kunsten kan bruges i eksporten, til at skabe opmærksomhed om Grønland.