Det sker i Inatsisartut i dag

Fredagen i Inatsisartut har kun to punkter på dagsordenen.
Forårssamlig i Inatsisartut Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
30. september 2016 05:37

Ved behandlingen af det første punkt bør politikerne sende venlige tanker til de mange spillefugle her i landet.

For der er jo mange i Grønland, der kan lide at spille på sportsresultater, spille lotto eller fornøje sig med skrabelodder.

En del af overskuddet fra Danske Spil bruges til kulturelle formål, og hidtil har Landskassen de seneste år modtaget 40 millioner om året som sin andel af de millioner, der spilles for i hele Rigsfællesskabet.

Men det beløb foreslås nu hævet til 43.250.000 kroner - ud fra en vurdering af de mange penge, der hvert år spilles for her i landet.

Mon ikke det er et forslag, der kan opnå bred enighed blandt partierne i Inatsisartut?

Dagens andet punkt handler om ændringer i lov om arbejdsmiljø og arbejdsskadesikring i Grønland.

Lovforslaget er et led i ratificeringen af ILO´s internationale konvention om sikkerhed og sundhed i miner.

Forslaget bidrager dermed til at sikre bedste internationale praksis på råstofområdet, og har blandt andet til formål at mindske risikoen for, at farlige kemiske stoffer eller materialer bruges på en uhensigtsmæssig måde, lyder det i Naalakkersuisoq for Erhverv og Arbejdsmarked, Vittus Qujaukitsoqs bemærkninger til punktet.