Det sker i Inatsisartut i dag

I dag skal Inatsisartut førstebehandle lovforslaget om pensionsindbetalinger til udenlandske pensionsordninger.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Inge S. Rasmussen
11. april 2016 06:40

Som KNR har fortalt, ønsker Naalakkersuisut at beskatte pensionen allerede ved indbetalingstidspunktet i stedet for ved udbetalingen.

Fremrykningen af beskatningen skal sikre en merindtægt til landskassen. Årsagen er, at mange borgere betaler skat i udenlandske pensionsordninger.

Flere af disse borgere flytter siden udenlands til primært Danmark. Dermed får Danmark glæde af skatteindtægter fra penge som er tjent her i landet . Det vil Naalakkersuisut sætte en stopper for med dette forslag.

Første punkt på dagsordenen i dag er dog et forslag om at opdatere loven om anmeldelse af fødsler, dødsfald, begravelse og kirkegårde.

Den gældende lov er fra 1990 og det nye i lovforslaget er blandt andet at fastsætte regler for ligbrænding, hvis og når der engang skal etableres krematorier i Grønland.